Politisk flertal i Norge vil hjælpe tørkeramte landmænd

Norske politikere overvejer at følge i Sveriges fodspor og hjælpe tørkeramte landmænd.

I Norge og Sverige har regeringerne vedtaget støttepakker til tørkeramte landmænd. I Danmark har regeringen overvejet at udskyde landmændenes jordskatter. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Landbrugsforhold 1. august 2018 09:20 - Opdateret 1. august 2018 10:00

Et flertal i det norske Storting vil uddele en krisepakke til tørkeramte bønder i Norge. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Dermed har de norske politikere lade sig inspirere af deres svenske naboer, hvor en krisepakke på lidt under en milliard danske kroner er blevet vedtaget.

Det varme vejr over Norge og Sverige har ramt mange bønder i de to lande. Norske kornbønder kan se frem til den dårligste høstsæson siden begyndelsen af 1960'erne, har Norsk Landsbrugsrådgivning Øst tidligere oplyst.

Vurderingen er, at kornproduktionen i Norge vil ligge under eller omkring halvdelen af en normal høstsæson.

I første omgang består flertallet af partier uden for regeringen, men den norske landbrugsminister har allerede forsøgt at komme landbruget i møde uden dog at komme med nye penge.

Den svenske krisepakke indeholder en sænkning af slagteriafgiften og særlig støtte på op til 150.000 per gård. Støtten skal gå til øgede priser for foder.

I Norge har landmændene håbet på en pakke svarende til den svenske.

- Når svenske myndigheder kommer med en krisepakke, hvorfor kommer der så ikke en fra de norske? Vi sidder på flere penge i statskassen, end Sverige gør, siger Merete Furuberg fra Småbrukarlaget, der repræsenterer norske landmænd, til erhvervsmediet Nationen.

De tørkeramte norske landmænd har også været i banken for at høre, om de kan polstre sig økonomisk.

Landkreditt Bank har registreret flere anmodninger om lån til øgede udgifter eller for at dække over eventuelle tab. Det har koncernchef Ole Lauritz Lønnum fortalt til avisen Dagens Næringsliv.

- Disse lån er ofte på mellem 300.000 og 400.000 norske kroner (svarende til 230.000-310.000 danske kroner), siger han til avisen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...