Politisk flertal i Vesthimmerland: Dyne-Larsen må godt få en million til golf
Golfturneringen Made In Denmark kan se frem til at få en ekstra million kr. årligt, hvis den rykker tilbage til golfcentret i Gatten
Opdateret kl. 23:22
VESTHIMMERLAND: Dyne-milliardæren Lars Larsen kan se frem til en en mio. kr. hvert år fra kommunekassen i Vesthimmerland til hans golfturnering Made i Denmark, hvis han vil flytte turneringen tilbage til Vesthimmerland fra næste år.
Det er hvad et politisk flertal i kommunen er klar til at sende afsted mod golfcentret i Gatten, som gennem en årrække har huset golfturneringen, der nu er flyttet til golfbanen ved Silkeborg.
Golfklubben i det midtjyske kom nemlig med "et godt tilbud" til Lars Larsen, der valgte at flytte turneringen, selvom han selv ejer golfcentret i Gatten.
Siden beslutningen om flytningen har Vesthimmerlands Kommune kæmpet for at få golfturneringen tilbage til Gatten, og på et maraton-økonomiudvalgsmøde onsdag eftermiddag og aften på hele fem timer viste der sig et politisk flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet og de konservative, som er klar til at bidrage med en mio. kr. kr. hvert år til turneringen, hvis den flyttes tilbage til Vesthimmerland.
Faktisk er de konservative klar til at gå et skridt videre og bidrage med 2,5 mio. kr. årligt, men så meget vil hverken Venstre eller socialdemokraterne give. Og dermed er der ikke politisk flertal for det forslag.
- I forvejen bruger kommunen mange penge på at servicere golfturneringen, når den er i Gatten. F.eks. bidrager teknisk afdeling med arbejde for omkring 700.000 kr. ligesom borgmesterkontoret og turistorganisationen VisitVesthimmerland også bidrager med masser af arbejde. Det vil vi gerne blive ved med, og så er der altså flertal for at komme med den ekstra million kroner årligt, hvert år turneringen flytter til Gatten, siger Vesthimmerlands Kommunes nye Venstreborgmester Per Bach Laursen, der samtidig er i gang med at forhandle med en række eksterne sponsorer.
- Jeg forhandler i øjeblikket med fire sponsorer, der sammenlagt er klar til at sende en halv mio. kr. årligt til Gatten, hvis turneringen kommer hjem til Himmerland igen, siger Per Bach Laursen, der ikke lægger skjul på, at han såmænd gerne ville endnu flere penge op af kommunekassen og sende dem afsted mod golfturneringen. Hvis altså Vesthimmerland havde råd til det...
- Jeg har jo hørt Lars Larsen melde ud, at han gerne så 10 mio. kr. årligt fra Vesthimmerland. Og det kunne da også være dejligt, hvis vi kunne bidrage med flere penge, for der er ingen tvivl om, at golfturneringen er et kæmpe stort aktiv for kommunen. Men vi har ganske enkelt ikke råd til det, siger Per Bach Laursen, der udover forhandlinger med de fire sponsorer, som er klar med en halv mio. kr., også har gang i forhandlinger med flere andre sponsorer.
- Det er sponsor-vejen, vi er nødsagede til at gå, hvis der skal flere penge på bordet for at Lars Larsen vil flytte "Made in Denmark" til Gatten fra næste år, siger Per Bach Laursen.
Sagen havner på byrådets bord i Vesthimmerland torsdag eftermiddag.
Fonden bag golfturneringen har givet Vesthimmerland en deadline, der hedder 1. marts til at melde ud, hvor meget kommunen er villig til at bidrage med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.