EMNER

Politisk ja til nyt boligprojekt i Gandrup

GANDRUP:Økonomiudvalget har sagt ja til at skyde 225.720 kommunale kroner i et planlagt nyt andelsbolig-projekt i Gandrup. Det er Holmsø Huset, der ved Nørlund i kommunens centerby vil bygge otte nye andelsboliger. Det er et projekt til 9,5 mio. kr., hvor kommunens andel udgør de nævnte 225.720 kr., og når der siges politisk ja til at bakke projektet økonomisk op, lægger der ifølge borgmester og økonomiudvalgsformand Bent Sørensen (S) et simpelt ønske til grund derfor. - Vi vil gerne være med til at fremme udviklingen i Gandrup generelt, ligesom vi gerne ser, at der bliver bygget nye boliger lige netop dé, siger han. Også byrådet ventes på det næstkommende møde på onsdag at sige god for det nye boligprojekt, og derefter vil bygherren have ni måneder til at sælge boligerne og udbyde etableringen af disse i offentlig licitation. Sker det ikke inden da, vil kommunen kunne tage den lovede investering op til fornyet overvejelse, og for bygherren gælder det i øvrigt også, at mindst en tredjedel af boligerne skal være solgt, før anlægsarbejdet kan igangsættes. De nye andelsboliger bliver på 95 kvadratmeter hver - inklusiv redskabsrum.