Lokalpolitik

Politisk jagt på millioner efter dukkert

Sammenlægningsudvalg kigger på hjælp "udefra" efter at være blevet lånemæssigt klemt

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Der vil af de folkevalgte beslutningstagere blive set på muligheden for at hente hjælp "udefra", når Sammenlægningsudvalget for Brønderslev-Dronninglund Kommune på onsdag igen samles for at forholde sig til den kendsgerning, at den nye kommune kun må låne 10,9 mio. kr. til de engangsudgifter, der i år bliver tale om i forbindelse med forberedelsen af kommunesammenlægningen. Politikerne havde håbet at kunne optage et lån på 28,5 til dette formål, og det er hullet på 17,6 mio. kr. fra den bevilgede til den ønskede låneramme, at sammenlægningsudvalget nu søger at få lukket. Det sker på onsdag med et forslag fra forvaltningen om, at der fra Brønderslev Kommunes 2006-budget hentes 2,144 mio. kr. Det er penge, der af Brønderslev Byråd er blevet afsat til konverteringen af KMD's IT-programmer, og byrådet i Brønderslev ventes at sige god for overflytningen af det nævnte millionbeløb på det næste møde 10. maj, hvorefter sammenlægningsudvalget dagen efter siger ja til at tage imod støttekronerne. Derudover foreslås det, at man undersøger, om det er muligt i sammenlægningsudvalget eller de "gamle" byråd at vedtage en ny anlægsbevilling for på dén måde at få skaffet de påkrævede millioner til at gennemføre de IT-tiltag, der skal gøre sammenlægningen af de to kommuner så smidig som mulig.