Politisk kamp om håndværkerfradrag i ny vækstpakke

Boligjobordning bliver stridspunkt i kommende vækstforhandlinger. K vil bevare ordning, mens S er afventende.

Den såkaldte boligjobordning, som giver danskerne mulighed for at trække udgifter til arbejde i og omkring boligen, må ikke droppes.

Det siger De Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen, forud for forhandlingerne om en ny vækstpakke, der ventes at starte efter påske.

- Det vil være en katastrofe at nedlægge ordningen. Meldingen fra byggebranchen er, at den konverterer sort arbejde til hvidt arbejde, og flere tusinder kommer i beskæftigelse. Det er en win-win situation, siger Brian Mikkelsen.

Han slår fast, at håndværkerfradraget ikke blot skal være en midlertidig ordning.

- Den skal gøres permanent, for det der med "stop and go", hvor man laver en ordning for et eller to år, skaber usikkerhed. Det gør, at man ikke kan planlægge i byggebranchen, hvis man skal ansætte en lærling eller en svend, siger Brian Mikkelsen.

Mens partierne i blå blok samlet set vil bevare boligjobordningen, er Enhedslisten skeptisk og ser helst, at man dropper håndværkerfradraget.

Hos Socialdemokraterne er man afventende i forhold til at forlænge ordningen, når den udløber i slutningen af året.

- Vi har ikke gjort vores stilling op, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht.

- For os handler det ikke om ideologi, som det måske gør for de borgerlige. Det handler om, hvordan ordningen virker ude i den virkelige verden, og det ved vi faktisk ikke særlig meget om på nuværende tidspunkt, siger han.

Han henviser til, at der endnu ikke er kommet tal på effekterne af boligjobordningen fra 2013:

- Det er jo et konjunktur-stimulerende initiativ, så hvis vi stimulerer på et tidspunkt, hvor det går fremad i byggefaget, er der en risiko for, at vi giver statsstøtte til import af polske håndværkere, og det tror jeg ikke, at særlig mange danskere er interesserede i.

I midten af april ventes regeringen at gå i gang med forhandlinger om en ny vækstpakke, hvor boligjobordningen bliver en central del af forhandlingerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst