EMNER

Politisk lommetyveri

Lad mig starte med noget, der snarere er et gravrøveri end et gement lommetyveri: Pia Kjærsgaard udtalte sidste sommer til en af formiddagsaviserne, at Dansk Folkeparti er den sande arvtager til Poul Henningsen.

Hvad gi'r De: Pia K. som den sande PH-arving? Det har hun i hvert fald ikke konfereret med den pastorale Søren Krarup, som er nutidens største PH-hader! Men lad nu Krarup hvile i sin åndelige gravhøj, som han flytter ind i fra næste valg, og lad os kalde det, Pia K. gør, ved rette navn: det er gravrøveri ved højlys dag! Er det usædvanligt for tiden? Nej, det åndelige gravrøveri og lommetyveri forgår for åben skærm hver eneste dag! Det kan belyses ved de danske reaktioner på Barack Obamas indsættelsestale tirsdag 20. januar. Pia K og Anders Fogh Rasmussen bedyrer deres store beundring for talen og erklærer sig enige i dens indhold. Aldrig er der set en så hyklerisk forloren forbrødring eller forening mellem det nye USA og det gamle Danmark. Det åndelige lommetyveri er da også kun muligt, fordi de svigefulde politikere meget bevidst ser bort fra, hvad der stod i Obamas tale. Og fordi Anders Fogh Rasmussen som den sidste, endnu siddende magthaver af alle Irakkrigens ansvarlige politikere har behov for at rette på sin faldne glorie, der nu hænger som en møllesten om halsen på krigeren. Udenrigsminister Colin Powell faldt dybt, en tragedie for en stor general og politiker, forsvarsminister Donald Rumsfeld blev fyret efter fortjeneste, præsident George W. Bush blev buhet ud af Det hvide Hus, premierminister Tony Blair gik duknakket i tide og overlod ansvaret til George Brown. Men Anders Fogh Rasmussen sidder endnu, fordi danskernes største fornøjelse er den behagelige glemsomhed, den kroniske uskyld og interessen for månedslønnens købekraft. Der skulle jo nødig gå kuk i forbruget og da slet ikke på grund af en krig, som vi for længst er ude af og derfor ikke længere har nogen andel i. Barack Obamas tale, der har den storladent sangvinske tone, alvorlige bekymring og evigt unge tro på de amerikanske værdiers slidstyrke, som en sådan tale skal have, når en stor nations leder udmaler sin politiske vision, og som placerer den i den fornemme række af politiske taler, der begyndte med Perikles’ tale i Athen vinteren 431 f. Kr., er ét stort opgør med Bush-æraen og ikke mindst Irakkrigen. Punkt for punkt sendes Bush-æraens doktriner på historiens mødding: den militaristiske arrogance, krigen som politikkens mest nærliggende våben, undermineringen af retsstaten og de borgerlige frihedsrettigheder i USA selv og verden over, ligegyldigheden over for FN og de allierede partnere inden for NATO (undtagen Danmark, der var Bush-æraens duksedreng), konfrontationen med den muslimske verden under terrorkrigens påskud og ligegyldigheden over for det israelsk-palæstinensiske problem og endelig den uansvarlige økonomiske politik, der har ført USA ud i en gældskrise af enorme dimensioner - en konsekvens af den ultrakonservative doktrin om, at staten (government) er problemet, ikke en løsning (Ronald Reagans statement i 1980). Guantánomo-problemet bliver den første prøvesten på dansk loyalitet, hvis vi vil vedstå arv og gæld for terrorkrigens konsekvenser. Det ser allerede ud til, at vi løber fra ansvaret og skyder hele problemet over på USA. Vi har jo ”definitorisk” ingen lod eller del i terrorkrigen. Og den unge Karsten Lauritzen leverer i Synspunkt (27.1.) et fremragende eksempel på Fogh-regeringens kyniske og fantasiløse inddæmning af Obamas nyorientering af amerikansk politik med udsagnet, at alt vil blive (hvor ved han det fra, den unge stræbsomme politiker?) ”business as usual”. Så ung og så forstenet! På alle afgørende punkter ligger Obamas tale milevidt fra Dansk Folkeparti og VK-regeringens synspunkter i udenrigspolitisk, retspolitisk, indvandrerpolitisk og økonomisk-politisk henseende. Alligevel går de kyniske, ”snedige” lommetyve, Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen, ud og siger, at de bakker Obama op i ét og alt. Obamas tale er en hyldest til det multi-kulturelle USA's grundlæggende ideer. Hvad har det at gøre med det purificerede, protestantistiske Superdanmark af indfødte hjemmefødninge, som er Pia Kjærsgaards inderste drøm? Intet! Obama hylder naturligvis ”the founding fathers”, der skrev et dokument, ”der skulle sikre menneskets retssikkerhed og rettigheder, et dokument, som senere generationer med deres blod har udfoldet. Det er stadig disse idealer, der oplyser verden, og vi vil aldrig opgive dem for bekvemmelighedens skyld”. Det er Den amerikanske Uafhængighedserklæring, der tænkes på; og den er et resultat af en lang tradition fra græsk-romersk naturret, middelalderlig, kristen og liberal oplyst retstænkning, som åbenbart i dagens Danmark af Dansk Folkeparti og Regeringskoalitionen bliver opfattet som så anstødelig og kritisabel, at man dels principielt angriber ideen om menneskerettigheder som ukristeligt hovmod, dels lovgivningspraktisk begrænser rettighedernes gyldighed for uønskede borgere i landet. Obama sagde i sin tale, at vi ikke ”skal vælge mellem vores sikkerhed og vores idealer”. Nej, vores sikkerhed beror på vores idealer og på vores vilje til at kæmpe for dem – i yderste tilfælde med magt. Til sidst den usalige idé om at indføre demokrati i muslimske lande ved hjælp af bajonetterne: Bush og Anders Fogh Rasmussens kongstanke, ja den bliver lagt i graven uden lovprisende mindeord. Det er andre typer af ”magt”, der skal til for at hjælpe de forældede styreformer til fald. Ikke mindst ”soft and smart power”. Intet affanatiserer folk så meget som rimelige levevilkår! Intet opfanatiserer folk så meget som urimelige levevilkår! Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og hf-kursus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har skrevet bogen "Rifbjerg på kornet".