Politisk modstand mod arabisk drift af amerikanske havne

WASHINGTON:Lederen af det republikanske flertal i USA's senat, Bill Frist, sagde tirsdag, at præsident George W. Bush og hans regering bør stille planen om lade et statsejet selskab fra De Forenede Arabiske Emirater, Dubai Ports World, drive seks førende havne i USA i bero. Frist, som tilhører samme parti som Bush, mener sammen med andre førende kongresmedlemmer, at det er en sikkerhedsrisiko, hvis et arabisk land får kontrollen over amerikanske havne - Hvis regeringen ikke kan standse processen, planlægger jeg at fremlægge et lovforslag, der sikrer, at aftalen stilles i bero, indtil denne beslutning er blevet genstand for en nøjere granskning, hedder det i en erklæring fra senator Frist. Samtidig oplyser den amerikanske tv-station CNN, at to republikanske guvernører, George Pataki fra staten New York og Robert Ehrlich fra Maryland, har antydet, at de også vil forsøge at blokere for aftalen. Aftalen omfatter havne i New York, New Jersey, Philadelphia, Baltimore, Miami og New Orleans. Mens Bush-regeringen påpeger, at De Forenede Arabiske Emirater, der omfatter Dubai, er en af USA's allierede i kampen mod terrorisme, minder andre om, at to af de flykaprere, der deltog i terrorangrebene på USA 11. september 2001, var fra De Forenede Arabiske Emirater. Samtidig modtog de fleste af flykaprerne penge, der blev kanaliserede gennem De Forenede Arabiske Emirater. Dubai Ports World er ved at overtage det britiske P&O, som i øjeblikket driver de pågældende amerikanske havne. - Dette firma kommer fra et land, som har haft en stor al-Qaeda-tilstedeværelse. I denne æra efter den 11. september kan vi ikke overveje at godkende en kontrakt, før der er gennemført en langt mere dybtgående undersøgelse af dette sikkerhedsspørgsmål, sagde den demokratiske senator Charles Schumer. Mens Frist truede med et lovforslag, sagde det republikanske kongresmedlem Peter King, at han vil fremlægge et forslag om et stop for aftalen med Dubai Ports World, når Kongressen atter samles på mandag. King er formand for udvalget for indenlandsk sikkerhed i Repræsentanternes Hus. Schumer støtter forslaget og advarer om, at der er tværpolitisk støtte til idéen. Bush-regeringen forklarer, at kontakten med det statslige selskab fra De Forenede Arabiske Emirater har været underkastet en sikkerhedsvurdering. Den amerikanske minister for indenlandsk sikkerhed, Michael Chertoff, sagde i weekenden, at det stadig er amerikansk politi og militær, som har kontrol med trafikken og sikkerheden i havnene. Han erklærede, at USA's nationale sikkerhed ikke svækkes som følge af kontrakten. /ritzau/Reuters