Politisk opbakning til unges forslag

Både Venstre og Socialdemokraterne støtter forslag fra fynske unge om diætister i folkeskolen

KØBENHAVN:Alle folkeskoleklasser skal mindst to gange i løbet af skoletiden have besøg af en diætist, som skal give råd om sund kost. Det forslag kommer fra Ebberup Skole på Vestfyn og blev i går behandlet af ungdomsparlamentet. Men allerede før de unge kom i gang med behandlingen tog både Socialdemokraterne og Venstre ideen til sig. - Jeg synes, det lyder fortrinligt, og det kan ærgre mig, at jeg ikke selv har fået ideen. Folkeskolelærerne kan ikke spænde over alt, og derfor er det en god ide at få en fagligt kompetent person ind, der kan fortælle om gode kostvane, siger medlem af sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard (V) Preben Rudiengaard, som også er borgmester i Ribe, synes faktisk ideen er så gå, at han overvejer at indføre den på forsøgsbasis i sin hjemkommune. Hos Socialdemokraterne er sundhedsordfører Lone Møller lige så begejstret. - Det er en rigtig god ide. Jeg vil overvej det næste gang jeg skal fremsætte forslag om sygesikringstilskud til diætister, siger Lone Møller, som mener, at det handler om at give eleverne en forståelse af gode kostvaner så tidligt som muligt. Formand for Foreningen af Kliniske Diætister, Cecilia Arendal, er ikke i tvivl om, at ideen vil forbedre elevernes sundhed. - Hvis man får øjnene op for, hvor vigtig ernæringen er, så vil det da gøre en forskel, ingen tvivl om det. Vi kan jo se de børn, der er vokset op i familier, hvor man vægter sund mad højt, selv vægter det - også når de selv bliver voksne, siger hun. Med både Venstre og Socialdemokraterne ombord er der udsigt til, at de fynske elevers forslag rent faktisk bliver til noget, og det glæder en af forslagsstillerne. I sær fordi det ikke lykkedes at få forslaget igennem Ungdomsparlamentet. - Det er fint, at der kan komme nogle udefra og få indflydelse, siger Simon Blaschke Hansen fra Ebberup Skole. Stefan Lunn Walls er elev på Ebberup Skole og arbejdede i går som journalist