Politisk opgør om udviste irakere

V angriber S og SF for at underløbe udlændingepolitik

Hjemsendelsen af afviste irakiske asylansøgere skaber nu partipolitisk røre. Foto: Johnny Anthon Wichmann/Scanpix
Udlændingepolitik 4. september 2009 06:00

KØBENHAVN: Sagen om hjemsendelsen afviste irakiske asylansøgere får nu Venstre til angribe Socialdemokraterne og SF for at underløbe dansk udlændingepolitik. - Vi ser SF og Socialdemokraterne, der vil bruge enhver given lejlighed til at forhindre hjemsendelsen af de irakere, der ikke lever op til de danske asylregler. Jeg synes, vi efterhånden er vidne til et systematisk dobbeltspil fra S og SF, hvor man på den ene side siger, man ikke ønsker at ændre loven omkring udlændingepolitikken, men omvendt ønsker man heller ikke at udmønte den, siger Peter Christensen, politisk ordfører i Venstre. Onsdag blev 22 afviste irakiske asylansøgere sendt med fly tilbage til Irak, og sidst på aftenen lød meldingen fra irakerne i lufthavnen, at fem af dem var blevet anholdt af de irakiske myndigheder. Det fik SF til at kræve et midlertidigt stop for udsendelserne og kalde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd om sagen. Kritik - Man kritiserer ministeren, politiet og vil have Flygtningenævnet ændret, så flere kan få asyl. Der er en række eksempler på, at man ikke ønsker at stå bag dansk udlændingepolitik, når den skal udmøntes, siger Peter Christensen. - Vi bakker op SF's udlændingeordfører, Meta Fuglsang, fastholder, at partiet bakker op om dansk udlændingepolitik. - Vi støtter tvangshjemsendelser af irakere, hvis betingelserne er opfyldt. Hvis loven er opfyldt, hvis det er sikkert, og vi overholder internationale konventioner, så skal man hjem, når man er afvist. Men når der kommer sager op, der viser, at det måske ikke er tilfældet, så er det vores pligt som opposition at gøre opmærksom på det, siger Meta Fuglsang. Hun understreger, at SF ikke har bedt om lovændringer eller særlove. Rigspolitiet stod for hjemsendelsen af de 21 irakiske mænd og én kvinde onsdag. Politiet oplyser, at yderligere 12 irakere er frihedsberøvet med henblik på udsendelse. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...