Politisk saltomortale

Valget for seks uger siden har vendt op og ned på meget. Det gælder for såvel partierne som for den politik, de vil føre.

Skattepolitik 25. oktober 2011 06:00

De revolutionære, hvis galionsfigur hævder, at de har aflyst revolutionen, har aldrig været flere end de 12, de er i Folketinget i dag. Omvendt har De Konservative, som - måske, måske ikke - når at fejre partiets 100 års jubilæum i 2015, aldrig været færre end de nuværende otte. Det kan synes besynderligt, at Venstre, landets største parti, ikke er medlem af regeringen. Omvendt er Socialdemokratiet, som fik partiets dårligste valg i over 100 år, regeringsbærende sammen med partiets enæggede tvilling, Socialistisk Folkeparti. Næppe mange havde forestillet sig, at vi skulle få så meget at takke De Radikale for, som vi har i dag. Uden dette på-den-ene-side- og på-den-anden-side-parti ville landet have været ilde stedt. De Radikale har indtil videre levet op til det løfte, partiets leder gav den konservative leder om at samarbejde over midten. Det er bare med den politiske venstrefløj og ikke de borgerlige, De Radikale samarbejder. Det er De Radikale, der har tvunget S og SF til at begå det formentlig største antal løftebrud, noget parti har begået efter et valg. Det er ikke, fordi det er usædvanligt med løftebrud. Naturligvis kan ikke alle valgløfter indfries, når en statsminister har lige så vanskeligt ved at tælle til 90, som en skatteminister har til at forestille sig indkomster højere end den SU, han kender så godt. Ikke alene er der tale om et væsentligt antal kursændringer eller kolbøtter i de to røde partiers gøren og laden. Det er også valgløfter, som ville have generet og måske ligefrem have haft en negativ indflydelse på både samfundet og den enkelte, de har opgivet. Medierne har bragt opremsninger af de røde partiers kovendinger. Listerne har været af varierende længde; den længste på 170, så vidt jeg husker. Den nye regering har lyttet til tidligere minister Bertel Haarder (V), som umiddelbart før valget gav en politisk modstander sit bedste råd: svigt valgløfterne. Statsministeren, som jo mestrer papegøjesnak, har skiftet sit "ufinansierede skattelettelser" fra før valget ud med "ingen kommentarer", når hun møder nærgående spørgsmål. Men velsmurte tungebånd hos statsministeren og den række af unge akademikere, som vælgerne har sendt til Christiansborg, sikrer ikke samfundet. Det er som nævnt Margrethe den Tredje, vi borgerlige skal sætte vores lid til. Det er store forventninger, der stilles til Margrethe Vestager. Thorning-Schmidt sagde: "Vi gjorde det!". Men nej. Hun tabte. SF tabte. Det var Margrete Vestager, der "gjorde det" - sikrede regeringen. Tilsyneladende er de røde valgprogrammers millionærskat erstattet af lettelser i topskatten. Det gælder også bankskatten, som ikke ville ramme bankerne, men deres kunder. Hjælpepakken til boligmarkedet er åbenbart opgivet, hvorimod besparelserne på børnechecken skal stå ved magt trods løfter om at ville ændre den tidligere regerings politik. Forhåbentlig bliver vi ikke fysisk forulempede. For den nye sundhedsminister har ikke villet garantere flere lægeambulancer, som lovet i valgkampen. Også valgløftet om en ventetid på maksimalt 30 minutter på skadestuerne er hun løbet fra. Det af regeringens initiativer, som - indtil nu - har påkaldt sig størst opmærksomhed, er opgivelsen af den ekstra kontrol ved Danmarks grænser. Kontrollen, som Dansk Folkeparti på uklædelig facon pressede VK-regeringen til. Fjernelsen af kontrollen ser fornuftig ud, for med en novice på feltet som udenrigsminister har vi brug for selv småbitte plusser i den internationale karakterbog. Det er i hvert fald en kendsgerning, at Villy Søvndal ikke er en udenrigspolitisk kapacitet, der vil blive lyttet andægtigt til. Det blev der til Per Stig Møller og før ham til Uffe Ellemann-Jensen og i et vist omfang til Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen. Det er ikke godt, når officererne på broen ikke enes indbyrdes. Vi er vidner til evig kævl mellem især De Radikale og SF'erne. Det er heller ikke godt for passagererne på det gode skib "Danmark", når de menige besætningsmedlemmer skændes indbyrdes og bramfrit, som vi har hørt dem skændes i SF. Pernille Vigsø Bagges kritik mod SF vakte opstandelse morgenen efter regeringsdannelsen. Men hendes bemærkninger var søndagsskolesnak til forskel fra den tone, der nu råder blandt nogle af SF'erne. Det bliver op ad bakke, hvis de tre umage partnere i regeringen skal finde fodslag og vende stemningen. Allerede i dag giver de borgerlige vælgere regeringen blå mærker i de meningsmålinger, der har frataget regeringen et flertal af vælgernes gunst. Det varer forhåbentlig ikke længe, før to nye ministerhold - et afgående og et tiltrædende - skal hjem på børneværelserne eller af sted til Københavns legetøjsbutikker for at finde gaver til hinanden i forbindelse med overdragelsen af ministerierne. Nogle vil knibe en tåre af sorg. Andres øjne vil ligne strålerør fra en brandstation af ren og skær glæde. Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL's bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...