Politisk strid om nordjysk affald

Der er blæst til kamp om, hvem der skal styre afbrændingen af nordjydernes affald.

I dag håndterer seks affaldsselskaber 439.000 ton affald årligt. Med ét eller to-tre selskaber var der millioner at spare og en miljøgevinst i tilgift, fastslår en embedsmandsgruppe. Flere politikere venter en heftig debat om forslaget, der nu er sendt til høring i kommunerne af kommunekontaktrådet, som blandt andre tæller alle 11 nordjyske borgmestre. - Det bliver ikke let at opnå enighed. Men vores udgangspunkt er helt klart, at status quo ikke er nogen mulighed. Seks selskaber er alt for mange, siger rådets formand, borgmester Egon Pleidrup (S) fra Mors. Formand for udvalget bag forslaget, teknisk direktør Thomas M. Jepsen fra Brønderslev, vurderer, at især to temaer vil skille vandene: - Det handler om fordelene ved stordrift kontra ønsket om stærk lokal indflydelse. Samtidig spiller det nok også ind, at med færre selskaber bliver der færre bestyrelsesposter til politikerne, siger han. Alene honorarer til de nuværende bestyrelser koster årligt skatteyderne langt over en million kr. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende søndag