Politisk strid om skolerengøring

Skoler skal ikke have lov at beholde overskud ved udlicitering

LØKKEN-VRÅ:Kommunalbestyrelsen besluttede forleden at udlicitere rengøringen på skoleområdet igen. Samtidig skulle politikerne bl.a. tage stilling til, om skolerne fortsat skal have lov til at beholde halvdelen af et eventuelt overskud på licitationen ligesom dengang rengøringen første gang blev udliciteret i 2000. Dengang blev skolerne stillet i udsigt, at de kunne få lov at beholde hele den besparelse, der i givet fald blev opnået ved at udlicitere rengøringen. Senere skiftede kommunalbestyrelsen mening, og lod kun skolerne beholde halvdelen. Penge i kassen På kommunalbestyrelsesmødet forleden foreslog Kim Bach (fællesliste), at eventuelle overskud ved udliciteringen skal i kommunekassen. - Jeg synes det var meget forkert, at overskudet blev på skolerne. Derved belønnede vi dem, der havde haft et overforbrug af rengøring. Jeg mener at tiden er inde til at gøre op med den forkerte beslutning vi traf dengang, sagde Kim Bach. Sven Bertelsen (fællesliste) var lodret uenig. - Det er en grov påstand, at nogle har haft et voldsomt overforbrug. Hvis man selv rydder mere op eller nøjes med et lidt lavere niveau for rengøringen, har man selv været med til at bygge overskudet op, sagde Sven Bertelsen som argument for at skolerne skal have lov at beholde overskudet. Blankocheck Peter Have (fællesliste) undrede sig over, at kommunalbestyrelsen har lavet en aftale, der medfører en blankocheck til skolerne. - For en enkelt skoles vedkommende drejer det sig om over 100.000 kr. Det er et godt princip at pengen går tilbage i kommunekassen, hvis opgaver bliver billigere, ligesom det er kommunen, der betaler, hvis det bliver dyrere. Kim Bachs forslag om at putte et eventuelt overskud i kommunekassen, vandt kun gehør hos Peter Have. Alle andre stemte imod. Dermed blev det vedtaget at udlicitere rengøringen på skolerne igen, og i denne udbudsrunde kommer rengøringen på daginstitutions-området også med i udbudet.