Lokalpolitik

Politisk struktur skal også justeres

Store ændringer af udvalgene skal byrådet dog først tage stilling til i 2012.

Den administrative organisation i Rebild Kommune ændres til en direktionsmodel fra 1. januar 2011, men den politiske struktur kan først gennemgå store ændringer fra næste valgperiode. Det siger borgmester Anny Winther (V), efter at den radikale Leon Sebbelin forleden ærgrede sig over, at byrådet ikke ville være med til at ændre udvalgsstruktur samtidig med den administrative struktur. - Vi laver en lille justering i udvalgenes opgaver her i foråret 2011, for der er et par ting, der springer i øjnene, når man går ned over listen og sammenligner med den nye administrative struktur. Det kunne for eksempel være ungdomsskolen, nævner Anny Winther. I god tid før næste valg Og når man ikke kan ændre dramatisk ved udvalgenes struktur midt i en byrådsperiode, så har det noget med især konstitueringsaftalen at gøre: - Selvfølgelig har det det. Vi har aftalt en politisk struktur, som gælder i konstitueringsaftalen for denne byrådsperiode, siger borgmesteren. Til gengæld skal byrådet tage den store debat om den fremtidige politiske struktur på visionsseminaret i foråret 2012, har økonomiudvalget netop besluttet. - Den skal vi nemlig ikke have i et valgår, men i god tid før det næste valg, siger Anny Winther. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende fredag.