Politisk teater lagt i graven

Jeg overværede Jomfru Ane Teaterets 40 års jubilæumsfestlighed i torsdags i gården til teaterbygningen. Formanden for bestyrelsen Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet, holdt, som det sig hør og bør, festtalen. En noget akademisk, knudret og kunstlet tale, der i øvrigt var alt for lang.

Teater 4. september 2007 22:41

Under talen gik mine tanker uvægerligt tilbage til hans tiltrædelse som formand i 1998, hvor han i en programerklæring offentligt gav udtryk for, at nu skulle det politiske teater endegyldigt lægges i graven. Teateret skulle fremover være ren underholdning. Et samfundskritisk teaterstykke i ren politisk forstand, hvor man eksempelvis lægger op til debat om atomkraft, forurening og krigsførelse må da være på sin plads, men det siger åbenbart ikke Johannes Andersen en pind. Jeg bad dengang Johannes Andersen give mig eksempler på politisk anstødelige teaterstykker opført af Jomfru Ane Teateret, men fik aldrig noget svar. I den udkomne bog af Lars Borberg vasker Johannes Andersen sine hænder ved at sige, at det var teaterets leder Inger Ejlersen, der ønskede at lægge det politiske teater i graven. Sandheden er, at Johannes Andersen var på banen før nogen kendte til Inger Ejlersens eksistens. Sådan var det. Teateret skulle starte på et såkaldt nyt grundlag og sågar Særker Sørensens fortræffelige logo fjernes. I bogen bebuder Johannes Andersen at der nu skal skabes et nyt teater på et nyt grundlag. Et nyt grundlag i 1998 og nu et nyt grundlag i 2007. Giver det overhovedet nogen mening? Efter festtalen præsenterede Lars Borberg, journalist ved NORDJYSKE Stiftstidende, en af ham fortræffelig bog om Jomfru Ane Teateret gennem 40 år. Titel: ”Jomfrurejsen”. En grundig gennemgang af teaterets virke. Alle de temaer, der været bragt på bane. Samtidig en berettiget hyldest til alle dem, der har trukket det store læs for at få et godt teater. Senere på aftenen fik man lykkeligvis en genoplevelse af Jomfru Ane Bandet, der for fuld udblæsning og med de gennemmusikalske søstrer Rebecca og Sanne Brüel ved roret on en veloplagt Claus Flygare som konferencier fyrede alle de gode sangtekster af, som Claus Flygare i sin tid på teateret har skrevet, og hvor Rebecca og Sanne Brüel har sat musik til. Det var en oplevelse, der gik rent ind i sjælen og tak for det. Johannes Andersen meddelte i slutningen af sin festtale, at teateret fremover skulle hedde Teater Nordkraft. Ret så prosaisk. Det er for mig og sikkert mange andre utroligt, at man vil skille sig af med det historiske og farverige Jomfru Ane og krybe ind under Nordkrafts skørter. Forstå det, hvem der kan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...