Politisk vikar fik ophidset andre paneldeltagere

Hjørring-politikere blev trætte af at høre på paneldeltager, der ikke sidder i Regionsrådet

Jane Bünemann
Ka­ren Tilma er bør­ne­læ­ge, men sad i pa­ne­let som vi­kar for det ra­di­ka­le regionsmedlem Vagn Kvist. Foto: Gre­te Dahl
Hospitaler 22. marts 2007 05:00

HJØRRING: To af medlemmerne af regionsrådet Pernille Buhelt (S), Hjørring, og Ole Albæk (UP), Hirtshals, blev synligt irriterede på en af de andre deltagere i panelet, da der var debat om den kommende sygehusstruktur. De syntes, at børnelæge Karen Tilma havde for nemt ved at fremlægge sine synspunkter for, hvorfor de små sygehuse bør bevares i hele Region Nordjylland. Karen Tilma var med for de radikale i stedet for regionens næstformand Vagn Kvist (R), som ikke kunne komme til mødet, men hun er ikke medlem af Regionsrådet. - Karen Tilma er kun ansvarlig overfor sig selv, lød det fra Ole Albæk. Karen Tilma har i mange år arbejdet på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, men arbejder i dag i Region Midtjylland. Hun argumenterede for, at de små sygehuse er de mest effektive: - Man ved fra undersøgelser, at sygehuse med under 80 læger er mere effektive end sygehuse med flere. Hun var rystet over, at flere personalegrupper fra sygehuset i Frederikshavn bad politikerne tage en holdbar beslutning, så de vidste, hvad de skal rette sig efter i de næste mange år: - Det er uanstændigt, at man i regionen fører en politik, der gør, at de ansatte næsten beder om at blive nedlagt. Jeg er pinligt berørt over det. Der er heller ingen, der har lavet sundhedsaftaler mellem regionen og kommunerne endnu, lød det fra Karen Tilma, og det fik Pernille Buhelt til at reagere: - Det er træls, når der kommer nogen, der er så kloge og ved så meget. Jeg synes ikke, at det er i orden at få sådan en kritik, når vi netop er i fuld gang med at lave sundhedsaftaler, om hvem der skal gøre hvad. Vi har lige i dag på regionsmødet set flere af dem. I regionsrådet er vi bundet af en stram økonomi, og vi arbejder hårdt for at få tingene til at lykkes. Det er egentlig ikke en kritik af Karen Tilma, for hendes partifælle burde have informeret hende lidt bedre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...