Politistationens murværk er noget makværk

Murbinderne i sydgavlen er rustet væk, men muren står endnu

FREDERIKSHAVN:- Vi er blevet pålagt at sørge for, at der ikke er nogen der kommer til skade, og derfor har vi sat noget minestrimmel op, så folk ikke kommer alt for tæt på, siger Frederikshavns politimester Søren Gade. Det er facaden den er gal med. Murværket i den sydlige ende af ordensmagtens højborg i Frederikshavn er noget makværk. Det har påkaldt sig rigspolitiets opmærksomhed, for det er rigspolitiets bygningsafdeling der har det overordnede ansvar, for de mursten landets politistationer er bygget af. Et arkitektfirma har undersøgt murværket og konstateret at murbinderne, der binder inder- og ydermuren sammen, ganske enkelt er tærret væk, og at muren dermed er fritstående med risiko for at falde sammen. - Det har medført, at vi har foretaget en afspærring i gården af sikkerhedsmæssige årsager, siger Søren Gade. Han understreger, at der ikke er nogen fare for byens borgere, hvis de går forbi politistationen. Gentagelsestilfælde Den karakteristiske brune kasse i Skippergade er opført i 60erne, og gennem årene har der været problemer med fugtindtræk flere steder. - Men der har ikke tidligere været risiko for, at noget ville falde sammen. Ikke at vi forventer at muren falder sammen, men der er altid en risiko, lyder det fra politimesteren. Han forventer at arbejdet med at få muren forsynet med nye murbindere vil tage et par måneder.