København

Polititalsmand fortsætter

Scanpix

Scanpix

KØBENHAVN:Indtil vælgerne har afgjort, om Flemming Steen Munch skal være en af dem, der repræsenterer Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, fortsætter han som talsmand og informationschef for Københavns Politi. Han har aftalt med politidirektør Hanne Bech Hansen, at han bliver i jobbet, selv om han er opstillet på Venstres liste som nummer fire og dermed kan komme til at udtale sig på politiets vegne på områder, hvor han som politiker har sin egen mening. - Jeg har aftalt med politidirektøren, at jeg fortsætter i mit nuværende job, men at jeg også fremover skal være meget opmærksom på at udtale mig i sager, der har politisk karakter. Det er der jo intet nyt i, siger han. Situationen er anderledes, hvis han bliver valgt til efteråret. - Når det får et omfang, så jeg i tide og utide skal bede mig fritaget til at varetage et borgerligt ombud, så skal man finde en anden mand til dette job. Sådan er det nu engang, siger han. Kritikken af Flemming Steen Munch er fremsat blandt andre af socialdemokraten Lars Rasmussen, der mener, Munch gik over stregen, da han beskyldte miljøet bag Ungdomshuset for at stå bag den gadefest, der endte med bål og hærværk. /ritzau/