Polititalsmand i Iran: Demonstranter har dræbt betjent

Iranske demonstranter har ifølge politiet åbnet ild og dræbt en politimand. Tre andre er såret.

Ritzau
Moddemonstration. Tilhængere af det iranske præstestyre samlede sig i lørdags i Teheran for at råbe slagord til fordel for styret. Foto: /ritzau/AP/Ebrahim Noroozi
Politik 1. januar 2018 19:24

Regeringsfjendtlige demonstranter i Iran har ifølge en polititalsmand affyret skud mod politiet.

En betjent er ifølge talsmanden dræbt, mens tre andre er såret.

Talsmanden har givet oplysningen til den statslige tv-station.

Skyderiet skal være sket i byen Najaf Abad.

- En uromager drog fordel af situationen i byen Najaf Abad og affyrede skud mod politiet med en jagtriffel. Resultatet var, at tre blev såret, mens én blev martyr, siger talsmanden Saeed Montazer al-Mahdi ifølge det nationale tv.

Oplysningerne, der ikke er uafhængigt bekræftet, kommer, mens Iran for femte dag i træk oplever demonstrationer, hvor deltagerne retter skarp kritik af regeringen.

På de sociale medier er der lagt videooptagelser, hvor demonstranter råber "død over diktatoren".

Reuters understreger, at det ikke er muligt at vurdere optagelsernes ægthed.

Det iranske nyhedsbureau Fars skriver, at der har været "spredte grupper" af demonstrationer i hovedstaden Teheran mandag, men at en af lederne er blevet anholdt.

Søndag gik Irans præsident, Hassan Rouhani, på det statslige tv og appellerede om ro.

Han sagde, at iranerne har ret til at kritisere myndighederne, men det skal ske i ro og orden uden uroligheder.

- Regeringen vil ikke vise nogen tolerance over for de, der ødelægger offentlig ejendom, forbryder sig mod offentlig orden og skaber uro i samfundet, sagde han.

Iranske embedsmænd og oplysninger på de sociale medier taler om, at hundredvis af demonstranter er blevet anholdt over de seneste dage.

Nationalt tv siger ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP, at mindst 12 mennesker er dræbt under demonstrationerne.

Senest skal ti mennesker være dræbt natten til mandag. Ifølge tv-rapporten var de bevæbnet og forsøgte at storme politistationer.

Tv-stationen sagde ikke noget om, hvor de ti mennesker skal være dræbt.

Tv-stationen har også vist billeder af private banker, der angiveligt skal være ransaget, af biler, der er væltet, ligesom en brandbil skal være stukket i brand.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...