Antikviteter

Polle drøner på Limfjordsmessen

Nyd fritiden på motorcykel, meld dig ind i et parti, køb hus, tag på festival, gå efter guldet...

NIBE:Et par hundrede mødte op til førstedagen af Limfjordsmessen i Nibe Hallerne arrangeret af Nibe Boldklub og Nibe Håndboldklub, og "Polle" på næsten to meter ragede op som markedsfører af kommunens nyeste forening, Nibe MC, der er i fremgang, og snart springer ud i foråret på landevejene. Fredeligt, stille og roligt. - Jeg besøgte bodegaen i Snave ved Haarby på Fyn sidste år og sad ved Polles stambord, men jeg er nok for stor til at blive forvekslet med den rigtige "Polle", erkender lokale Poul "Polle" Erik Pedersen. En vaskægte, nyvalgt formand for Folketinget dukkede op på Venstres stand. Chr. Mejdahl ser mange positive træk ved et fremstød af den art med adskillige udbydere af lokal service på flere end 40 stande - fra akupunktøren. blomsterbinderen, banken og formidlere af boliger til kristelige lyttere, tømrere, bagere, velgørende foreninger, fagforeninger, brugskunstere, skoler, udbydere af strøm og anden energi, velgørende foreninger, tøj, helsekost, kommunen, kosmetologer, Venstre, Socialdemokraterne, Nibe Festivalen, beredskabet, Falck.... . - Ideen med et fremstød for aktører i Nibe Kommune er i bund og grund helt rigtig, derfor kommer jeg, men indrømmet, så har jeg travlt. For der er meget nyt at lære som formand for Folketinget, fortæller Chr. Mejdahl, der tirsdag først for alvor satte sig i formandsstolen som afløser for afdøde Ivar Hansen. Efter en yderst kort oplæringstid. - Tænk sig. Et dødsfald førte til, at jeg blev borgmester i Løgstør, og det er lidt underligt nu igen at overtage en post efter Ivar Hansens død, men sådan er livet nogle gange. Nibe Kommune står på spring for at sælge 10 grunde på Skovbakken, to på Præstegaardsvej i Farstrup, hvor der også er syv ledige kommunale grunde udlagt til hobbylandbrug på Engdraget, og kommunens stand er i den grad på lakridserne. Det er ejendomsmæglerne Home og EDC også. Et hus på Solhøj er nu sat til salg for over 2, 8 millioner kroner, men så er der også masser af luksus inklusiv fjordudsigt, og huse til en for de fleste mere overkommelige pris går i øjeblikket som "varmt brød" - en væsentlig grund til, at Home nu også åbner forretning i Nibe. - Går du efter guldet, så køb bolig i Nibe by, lyder det fra en deltager med tæt, daglig kontakt til boligmarkedet. Limfjordsmessen fortsætter i dag med med tilbud som modeshow, blomsterbinding og kåring af den flotteste stand.