Polle skal være idol for unge studerende

EMNER 27. september 2002 08:00

AALBORG: Polle fra Snave er det store forbillede, når studerende på Aalborg Universitet skal lære at formidle tunge, tekniske fakta på en let forståelig facon. Sonofon, som med Polle-kampagnen selv opfandt en i øjnefaldende måde at præsentere mobiltelefonien for den brede offentlighed, har sammen med universitetet og NORDJYSKE Medier taget initiativ til konkurrencen Innovationscup.dk. Formålet er, at få de studerende til at forlade de komplicerede, naturvidenskabelige fraser og i stedet formidle budskaber, som de også kan forstå i Snave. - Polle er jo præcis billedet på det enkle budskab om, hvad vi kan og hvad vi står for. I vores branche lever vi i en verden af forkortelser og udtryk som almindelige mennsker ikke aner, hvad betyder, og målet med konkurrencen er at få de studerende til at præsentere de lange, tekniske projekter, de laver, på en anderledes måde, siger Anne Grandt, kommunikationsudviklingschef hos Sonofon. Konkurrencen er specielt rettet mod IT- og telestuderende, som enkeltvis eller i grupper kan deltage med et aktuelt studieprojekt eller et projekt, de laver privat. Hovedsagen er, at det rummer nytænkning og at indholdet præsenteres anderledes og præcist, så det i stedet for indviklet indhold rummer konkrete og brugbare løsninger. Med hjerne og Madsen De studerende kan hente inspiration til at deltage i Innovationscup.dk på et seminar, der i dag sender lyse og lette kommunikationsbølger igennem luften på Aalborg Universitet. Dagens mest alternative kommunikation kommer uden tvivl til at foregå mellem brødrene Anders Lund Madsen og Peter "Hjerne" Madsen, når de med gøgl og gode grin leder tankerne hen på anderledes og pudsige måder at aflevere budskaberne på. Desuden vil diverse kommunikationseksperter fortælle om formidling af naturvidenskab, og eventen er samtidig optakt til den landsdækkende naturvidenskabsfestival. Sonofon stiller både i morgen og senere i forløbet professionelle sparringspartnere til rådighed, som vil vejlede de studerende, der deltager i Innovationscup'en. Oplysninger om konkurrenceregler, præmier mv. findes på websitet Innovationscup.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...