Pollensæsonen er over os

KØBENHAVN:Danmarks knap en million pollenallergikere kan godt finde lommetørklædet frem. Onsdag fangede Astma-Allergi Forbundets såkaldte pollenfælde to birkepollen i København. Birkepollen er blandt de mest allergifremkaldende pollen og skyld i den hyppigste form for pollenallergi i Danmark. Ifølge Astma-Allergi Forbundet og Danmarks Meteorologiske Institut er sæsonen for birkepollen normalt kort og intensiv med flest birkepollen i luften omkring 1. maj. Det er ikke første gang i år, pollenfælden fanger birkepollen. Det skete også i starten af april, men da var der tale om birkepollen fra Tyskland og Polen, der havde taget turen til Sjælland. /ritzau/