EMNER

Poloen giver mig røg

? Vi har to gange oplevet, at vores VW Polo fra 1996 giver sig til at ryge. Er det noget, som betyder noget, og hvad kan det skyldes? Den ene gang skete det, mens vi kørte på motorvejen. Det begyndte at lugte, og der kom røg op ved rattet - nærmest derfra hvor ratstammen går ind under instrumentbrættet. Nu er der ingen problemer længere, men er det noget, vi skal have kigget på? N.L. SVAR: Ja. Du skal hurtigst muligt have bilen på værksted eller selv have skilt afdækningen omkring rat og ratstamme. Der går en masse ledninger langs ratstammen fra kontakterne til blinklys, vinduesviskere, horn, lys og selve ratlåsen. En eller flere af disse ledninger er kortsluttet og delvis smeltet. Røgen og lugten kommer, når plasticisoleringen smelter på grund af varmen fra kortslutningen. I værste fald kan ledningsnettet og lydisoleringsmaterialet bryde i brand og hele bilen udbrænde. Det er livsfarligt, hvis det sker på motorvej. Typisk sidder der nogle plasticskjold og dæksler omkring ratstammen. De er skruet eller klipset fast. Det er ikke så svært at se sig ud af, hvis du selv vil i gang. Til gengæld er det begrænset, hvad du kan gøre, når du finder skaden - de smeltede ledninger. En eller flere ledninger skal nok skiftes, og det elektriske system måles igennem for fejl. Årsagen til kortslutningen kan meget vel være, at ledningerne har siddet lidt i klemme, så der med tiden er blevet gnavet hul i isoleringen. Kobbertråden har så fået stelforbindelse, og der opstår gnister, varmeudvikling og røg. Jeg vil råde dig til at køre til dit værksted eller en autoelektriker - også selv om problemet ikke er der nu. I øjeblikket kan skaden repareres uden de store udgifter. Brænder ledningsnettet eller hele bilen er sagen en helt anden.