Kriminalitet

Polsk mand savnes efter badetur ved Munke Bjergby

Sydsjælland og Lolland Falsters Politi leder efter en mand, der sidst er set ved 20.30-tiden lørdag aften.

En 29-årig polsk mand har været væk siden lørdag aften, hvor han var ude at bade i en badesø i et sommerhusområde lidt uden for Munke Bjergby.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, der efterlyser manden.

Han beskrives af politiet som at være almindelig af bygning med lyst, mellemlangt hår og iført en gul T-shirt og cremefarvede shorts.

Det er mandens kollega, som også er polsk, der søndag morgen lidt i otte gjorde politiet opmærksom på, at han ikke havde hørt fra manden siden ved 20.30-tiden lørdag aften.

Kollegaen var søndag morgen gået ned til badesøen for at lede efter den 29-årige, men fandt kun nogle af mandens ejendele.

Det frygtes derfor, at manden kan være faldet i vandet og druknet.

Politiet har sammen med to mand og en drone fra Beredskabsstyrelsen søgt i området søndag formiddag, men ikke fundet manden, oplyser vagtchef Søren Østervig.

- Vi formoder, at han er i området. Det kan være, han har lagt sig til at sove på en eller anden terrasse, så vi har bedt de lokale om at kigge efter, siger vagtchefen.

Eftersøgningen er søndag ved middagstid indstillet, og politiet forsøger nu at få kontakt til mandens pårørende i Polen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst