Udland

Polsk premierminister: Ukraine er åben for hurtigt valg

Ifølge Polens premierminister udtrykker Ukraines præsident nu "villighed" til at afholde valg i år.

Ifølge den polske premierminister, Donald Tusk, har Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, "udtrykt villighed" til at afholde "tidligt valg i år" under møde med udenrigsministrene fra Polen, Tyskland og Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Der er en villighed til at gennemføre tidlige valg, allerede i år, og både til parlamentet og præsidentposten, siger Donald Tusk ifølge Reuters.

Oppositionen har længe krævet, at præsidenten udskriver valg i stedet for at vente til det planlagte valg i 2015.

Torsdag har Janukovitj holdt møde med Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, Tysklands Frank-Walter Steinmeier og Polens Radoslav Sikorski, mens deres udenrigsminister-kolleger har holdt møde i Bruxelles og aftalt sanktioner mod Ukraine.

Donald Tusk tilføjer, at de tre udenrigsministre, der angiveligt bliver i Kijev natten over, arbejder på et dokument "der giver håb om en aftale og en afslutning på volden".

Samtidig oplyser en repræsentant fra Janukovitj kontor, at præsidenten har inviteret oppositionslederne til forhandlinger.

- Efter mødet med de europæiske politikere (de tre udenrigsministre, red.) har præsidenten inviteret oppositionen til møde for at stoppe kampene i Kijev, lyder det ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass fra repræsentanten.

Pressesekretæren fra oppositionspartiet Udar afviser dog, at de har planlagt forhandlinger med præsidenten.

EU er ikke ene om at forsøge at få parterne til at tale sammen.

Mens mindst 60 personer er blevet dræbt i torsdagens voldsomme kampe mellem politi og demonstranter, er den russiske ombudsmand for menneskerettigheder, Vladimir Lukin, sendt til Kijev for at agere som mægler i konflikten.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, valgte torsdag eftermiddag - på opfordring fra præsident Janukovitj, at sende ombudsmanden til Kijev.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst