EMNER

Polske børn nyder godt af god købelyst på Bratskov

BROVST:De grønne pigespejdere fra Brovst underholdt med de kendte julesange, inden juletræet påBratskov blev pyntet. De indledte med Et barn er født i Betlehem. Efterhånden som sangen skred frem, blev salen fyldt med unge og ældre. Flest kvinder og mange helt unge børn, der hurtigt fandt plads på gulvet. Gennem annoncer var gæsterne opfordret til at medbringe pynt til træet, og efter spejdernes smukke sang kom der megen pynt på træet. Det var et smukt indslag i julemarkedet, hvis overskud går til børn i Polen. - Vi har arbejdet meget for at få alle aftaler på plads. Vi fylder selv godt her på Bratskov med tombola, salgsbod med varer fra Polen og en bod med brugte bøger, fortæller Inger Bundgaard, der sammen med ægtefællen Poul driver Loppebiksen Øland. Polske Børn Himmerland var medarrangør. Sammen havde de fået kontakt til flere, der havde erhvervet en bod på den tidligere herregård. I disse var det muligt at købe nisser og kunsthåndværk i flere udførelser. Brovst Pigegarde bemandende markedets cafe og underholdt i går med musik på gårdspladsen og inde i de højtloftede lokaler. Mange gæster benyttede lejligheden til at få en ridetur i parken, hvor Rideklubben Ægir holdt til med rolige heste. Julegaver til børn Inger og Poul Bundgaard sendte i sidste uge julegaver afsted til 400 polske institutionsbørn foruden et læs brugt tøj. Det hele fyldte en 20 ton eksportvogn. - Lørdag drager skoleelever fra Gandrup og Skelund til Zakopane, hvor de vil fordele gaverne og tøjet til de mange børn, der lever på de lokale institutioner. Mange af disse børn har ingen familie. Inger Bundgaard tilføjer, at der også er julegodter i forsendelsen til Polen. - De unge fra Gandrup og Skelund laver gennem en uge hygge for og med børnene. De skal bl.a. lave æbleskiver og juledekorationer sammen med dem.