Tyverier

Polske kabeltyve fik bøde og blev løsladt

Tre polakker blev anholdt ved Skanderborg med tre store tromler med elkabler. Elkablerne var fra et nordjysk firma. Opdateret kl. 15.54

De kæmpe tromler med elkabler er både værdifulde og vejer en hel del. Så da tre polakker lørdag morgen kom tøffende afsted ved Skanderborg med meget stor overvægt på bilen, blev de stoppet af en patruljebil. Det viste sig, at de tre kabeltromler, kom fra Støvring-firmaet Technodan, som fremstiller industriel el-automatik, og de tre polakker blev anholdt. Et hurtigt opkald til firmaet viste, at Technodan ganske rigtigt havde fået stjålet tre tromler med elkabler. - Vi ved ikke, om de tre var på vej til Polen, eller hvor de var på vej hen. Men de har tidligere fået bøder for at stjæle kabeltromler, så nu skal vi kigge på, om vi kan få dem udvist, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard. Det viste sig efterfølgende, at det ikke var muligt at udvise de tre - hvoraf den ene havde bopæl i Tyskland. Kobber i høj kurs De blev alle løsladt lørdag. Med sig fik de en bøde på 4000 kr. Torben K. Madsen fra Technodan oplyser, at kabletromlerne har en værdi på mellem 5000 og 10.000 kroner. Ofte stjæler tyvebander kobberkabler for at skrælle dem og sælge som skrot. En stigende pris på kobber har gjort det mere attraktivt for tyve at stjæle elkabler. Det mærker blandt andet Banedanmark, der i onsdags endnu en gang fik stjålet signalkabler langs togsporene på Sjælland. Ingeniøren: Tyveri af kobberkabler stopper morgentrafikken