Polen

Polske lægefamilier har store forventninger til nyt liv i Nordjylland

To-tre fuldtidsjobs pr. læge er ikke usædvanligt i Polen, hvor der må arbejdes hårdt for at få tingene til at løbe rundt. Derfor har fire polske lægefamilier store forventninger til et mere roligt familieliv, når de rykker teltpælene op og flytter til Danmark.

De fire familier var tirsdag på besøg i Farsø, hvor der foruden sygehuset var lejlighed til at se nærmere på både skole og børnehave. Børnehaven havde gjort sit for at tage godt imod gæsterne. Polsktalende Anja Urbaniak, der for tiden er i jobtræning i børnehaven, havde sammen med de danske børn skrevet et velkomstskilt på polsk.