Pompeo beskylder EU for at støtte iransk terrorsponsorat

Den amerikanske udenrigsminister mener, at EU's kurs over for Iran modarbejder fred og sikkerhed i regionen.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, langede tirsdag kraftigt ud efter EU's planer om at bevare handelsforbindelser til Iran og dermed omgå USA's sanktioner mod styret.

Under en tale i New York, hvor årets generalforsamling i FN i disse dage finder sted, sagde Pompeo, at han var "foruroliget og dybt skuffet" over EU's kurs over for Iran.

- Dette er et af de mest kontraproduktive initiativer for regional fred og sikkerhed, siger Mike Pompeo.

Han beskylder EU for at "konsolidere Irans status som verdens største statssponsor af terrorisme".

- Jeg forestiller mig, at de korrupte ayatollaher og IGRC grinede her til morgen, siger Mike Pompeo med henvisning til Irans Revolutionsgarde.

Præsident Donald Trump trak USA ud af en atomaftale med Iran i maj.

Den indebar, at Iran stærkt skulle reducere produktionen af beriget uran, der indgår i fremstillingen af atomvåben. Til gengæld skulle de internationale økonomiske sanktioner mod Iran ophæves.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, sagde på et møde med Irans udenrigsminister mandag, at atomaftalen var i hele verdens interesse.

Hun understregede ved samme lejlighed, at Iran overholder sin del af aftalen.

Mogherini oplyste under mødet, at EU vil oprette en instans, der vil gøre det muligt for europæiske virksomheder at købe olie og drive forretning i Iran uden at blive ramt af USA's sanktioner.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.