Musik

Pompøse banaliteter

CD The Rasmus "Dead Letters" Den pompøse guitarlyd er det første, der springer i ørene, når man hører The Rasmus nye album "Dead Letters". Det næste er desværre nogle forfærdeligt banale tekster. Det finske band er drønet ind på de danske airplay-lister med hittet "In The Shadows". Den har været ugens uundgåelige på P3 og har ligget i top på MTV NORDIC. Sangen er en koncentration af bandets bedste kvaliteter. Den energiske og storladne lyd centreret om en dygtig guitarist og forsangerens karakteristiske hæse og lyse stemme. Nummeret er godt arrangeret og produceret med en væg af guitarlyd, der vælter ud over lytteren, synthesizer-effekter bobler underneden og omkvædet er catchy. The Rasmus har spillet sammen i næsten 10 år, og har vundet talrige priser i Finland. Og det er let at forstå hvorfor. Melodierne er godt skruet sammen, med en god blanding af monster-guitar og rolige passager, hvor forsangerens intense stemme bærer sangene. Bandet spiller godt sammen, både når det går over stok og sten, og når forsangeren Lauri lader stemmebåndene blafre. Det lyder jo alt sammen både tilforladeligt og meget godt, men der er nogle problemer. For det første er der de ovennævnte tekster. "Can't you stop the lies falling from the skies – Down on me, I'm still standing – Can't you roll the dice, I might be surprised – conscience clear I'm still standing here". Det rykker altså ikke rigtigt, og den gymnasieagtige tone i teksterne er kendetegnende for hele pladen . For det andet er pladen næsten lidt for velproduceret. Det er ærgerligt, for musikerne kan virkelig spille. Resultatet bliver meget glat – og uden kant. Ulrik Andersen ulrik.andersen@nordjyske.dk The Rasmus, "Dead Letters", Playground Music Scandinavia, udkom 14. marts.