Musik

Pony rimer på Johnny

En cello gav den rigtige lyd, men bandet havde ikke nok historie, og de måtte lancere deres nye plade selv

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

først for et år siden kom Johanne Andersson (th.) med på cello og gjorde duoen til en trio. Foto: Grete Dahl

Først hed de “Sweet Mary and Mister Pony”. Men pladeselskabet mente, det navn var alt for langt, passede alt for lidt ind i selskabets koncept, og desuden havde det ikke nogen interessant historie. - ”Øh. Pony rimer på Johnny.” Det var det, vi kunne sige, og det var jo slet ikke interessant nok, siger 27-årige Annemarie Jensen, der er forsanger i bandet, “Sweet Pony Jo”. Sådan lyder navnet på det nordjyske band nu. Efter de har tilføjet cellisten Johanne Andersson. - Johanne købte en færdig pakke. Bandet var skabt, og hun prøver ikke at lave noget om. Men man ved selvfølgelig aldrig, om hun om to år pludselig vil tilføre en gang heavy metal, siger forsangeren velvidende om, at heavy nok er det sidste, cellisten vil insistere på at forny bandet med. Det allerede færdigdannede band bestod foruden Annemarie Jensen af guitaristen Johnny Kühn Jørgensen. De to mødtes på konservatoriet for fire år siden, og der slog det med det samme gnister mellem de to. Desværre holdt kærligheden kun i tre uger efterfulgt af et års pinlig tavshed. Indtil de en dag stod på scenen sammen igen, og kemien var tilbage. Nu bare i musikken. - Det klikkede simpelthen. Vi skrev vores egne sange for første gang, og det gik så nemt og hurtigt, fordi vi ville det samme, siger Annemarie Jensen, der nok mest pressede på for, at de skulle danne par. Professionelt altså. - Men vi opstillede et sæt regler, så jeg kunne holde til det. Jeg var jo lidt ”heartbroken”, så hun måtte for eksempel ikke flirte, når hun blev fuld, griner Johnny Kühn. Den manglende lyd Med en håndfuld egne sange i posen begyndte duoen at stemme dørklokker hos pladeselskaberne. De fik en afvisning og et positivt svar. Resten hørte de ikke fra. Cope Records, der lancerer en række danske navne inden for pop, rock, hiphop og jazz, kaldte dem til et møde, men det gik ikke helt efter planen. Det oprindelige navn var alt for langt, og da Annemarie og Johnny ikke kunne diske op med en original historie bag det, var pladeselskabet allerede småskeptiske. Men de to unge musikere fra henholdsvis Pandrup og Thy ville heller ikke indordne sig selskabet rammer. - De ville have, vi spillede som en duo. Men det virkede ikke rigtigt for os, og efter et møde i november sidste år hørte vi ikke mere fra dem, fortæller Annemarie. - Det har været et dilemma mellem, hvem jeg var som person, og hvordan branchen fungerer med ”Se mig! Du skal skille dig ud! Du skal have en historie!”, forklarer forsangeren. Selvom samarbejdet fungerede fint de to imellem, var der et eller andet, de savnede. Indtil en dag, hvor en lærer på konservatoriet spurgte, om de ikke kunne prøve at tilføje en cello. Der var den manglende lyd, og sammen med den medstuderende Johanne Andersson blev duoen en trio. Hun er i skrivende stund ude med Symfoniorkesterets ungdomsafdeling og er derfor ikke med under interviewet. Finder inspiration på gaden Så selv om hun er fuldbyrdet medlem af gruppen, er der kun de to oprindelige bandmedlemmer i Johnnys lejlighed i Østerågade over for Pizza Hut til at fortælle om den historie, pladeselskabet ikke mente, de havde. Værelset ligner ikke en typisk musikers. Kun en enkelt guitar står i hjørnet. Og så selvfølgelig hans Denon-anlæg, som han investerede alle sine konfirmationskroner i for efterhånden mange år siden. Med guitaren sidder han i vindueskarmen, kigger ned på Boulevarden og finder inspiration til sine sange. - Altså, uden der går helt Thomas Buttenschøn i den, griner han og henviser til en af tidens populære sangere med det store hår og sange fra sit liv. Og sådan har de det med deres musik. De henter, som de fleste kunstnere, inspiration fra andre musikere – Annemarie fra den amerikanske singer-songwriter Rickie Lee Jones og Johnny fra den færøske Teitur. Og trioens melankolske og blide musik sender da også tankerne over på noget Randi Laubek, Norah Jones, Teitur. Og så alligevel ikke. - Jeg føler mig inspireret, men kan ikke helt sætte fingeren på, hvem vi præcis lægger os op ad. Og det er jeg nok meget glad for, siger Johnny eftertænksomt. - Vi har jo også en noget anderledes konstellationen af sang, cello og guitar, så derfor er det måske sværere at parre os sammen med nogen, siger Annemarie. Udgav uden pladeselskab Efter afslaget - eller den manglende respons skulle man nærmere sige - fra pladeselskabet tog bandet sagen i egen hånd. Søgte og fik penge af Musam - foreningen, der for Aalborg Kommune fordeler støtte til rytmiske musikere. Fandt en tekniker plus et par ekstra musikere til anledningen og indspillede deres debutplade i Annemaries forældres hus i Pandrup. 3. september i år kunne de holde releaseparty på Café Ingolf på Amager i København, og 23. oktober kommer turen til Transformator i Aalborg. Annemarie flytter snart til København, hvor hun har kæreste og søster, men trioen regner med at holde gang i samarbejdet på trods af afstanden.