Løkken

Poolparty blev en mega-succes

285 unge boltrede sig i Løkken-Hallen

LØKKEN:Det blev en bragende succes, da Vrensted IF's håndboldafdeling sammen med Svømmeklubben Sømærket holdt pool- og hoppeparty i fredags. Det var anden gang de to klubber indbød til pool- og hoppeparty. Først gang var i marts, hvor der kom 140 deltagere. Denne gang var ikke mindre end 285 unge mennesker fra 9 til 17 år med. - Musikken spillede, lamperne blinkede. Nogle dansede og hoppede på puderne, mens andre kiggede på og drak sodavand og spiste slik, beretter Berit Bøjstrup fra Vrensted IF. Når deltagerne fik lyst, gik de i svømmehallen, hvor der var dæmpet belysning og hyggemusik. Når sulten og tørsten nærmede sig, var der gratis saftevand og pølsehorn til alle. - Formålet med arrangementet var at tilbyde de unge at lave noget uden alkohol og at de unge mennesker lærer at være sammen uanset alder, forklarer Berit Bøjstrup. - Med den store succes i fredags er der allerede planlagt et lignende arrangement i marts 2005.