Popikonet Beyoncé kommer til Aalborg

R’n’B superstjernen Beyoncé giver koncert i Aalborgs Gigantium lørdag 5. maj 2007. Koncerten er et led i Beyoncé’s kommende verdensturné og bliver den eneste i Danmark.

Når Aalborg til foråret får besøg af Beyoncé Knowles, er det en af det 21. århundredes største ikoner, der gæster Danmark både målt i popularitet og set ud fra Beyoncés evne til at favne bredt som entertainer. Som sangerinde er hun en superstjerne inden for pop og R’n’B, og som sangskriver er hun anerkendt med flere priser. Hun har spillet med i flere filmsucceser og står bag en kollektion af designertøj. Hun er kendt som stilikon, sexsymbol, pladeproducer og selvstændig forretningskvinde, og privat danner hun par med en af verdens største hiphop-stjerner Jay-Z. Sammen med gruppen Destiny’s Child og som solokunstner har hun siden 1997 haft hits som Say My Name, Independent Women, Survivor, Crazy in Love og netop nu Déjà Vu. Og hun er blot 25 år gammel. Beyoncé gav i 2002 koncert i Danmark med netop Destiny´s Child, men 5. maj 2007 bliver første gang, at Beyoncé giver koncert i Danmark som solist. Beyoncé starter den europæiske del af sin verdensturne den 30. april 2007 i Frankfurt og efter en koncert i henholdsvis Sverige og Norge er det Danmarks tur den 5. maj 2007. Efter koncerten i Aalborg gives koncert fire steder i UK. Koncerten arrangeres af AaB af 1885 i samarbejde med Aalborg Kongres & Kultur Center. Der bliver plads til 8.500 stående publikummer til koncerten i Aalborgs koncert- og idrætsarena Gigantium. Billetsalget starter fredag 29. september 2006 kl. 10.00 i Aalborg Kongres & Kultur Centers billetkontor samt på BilletNet. Billetprisen er kr. 480,- ekskl. gebyr på kr. 20,-.