Popmusikken flytter grænser

Stjerner som Tarkan og Gülsen synger om sex, kærlighed og storbyliv, hvilket har været med til at ændre unges levevis i Tyrkiet

De er unge og smukke, har masser af succes og bliver forgudet af deres jævnaldrende landsmænd. Men navne som Tarkan, Mustafa Sandal og Gülsen er ikke kun blevet megastjerner i Tyrkiet på grund af deres udseende og iørefaldende musik. Det er i høj grad også de frisindede tekster, der har gjort, at moderne tyrkisk pop sælger millioner af plader og fylder sendefladen hos landets mere end 2000 radiostationer. - Sangene handler blandt andet om det frie ungdomsliv i storbyen, kærlighed og sex før ægteskabet, og for de tyrkiske unge afspejler teksterne deres eget liv og de problemer, de selv slås med. Men musikken appellerer også til de lidt mere modne tyrkere, og den spilles alle steder døgnet rundt, siger den dansk-tyrkiske kultursociolog Mehmet Necef fra Syddansk Universitet. Ifølge ham har kvindelige popsangere som den ultrasmukke Gülsen og divaen Sezen Aksu ligefrem været med til at fremme kvindernes ligestilling i det muslimske land, hvor slør er en by i Anatolien og blottede maver ikke er et særsyn i de større byer. - De er ikke bange for at bruge deres seksualitet, og de synger om, hvordan det er at være en moderne kvinde i Tyrkiet. Begge har haft stor succes i popbranchen, og det har gjort dem til forbilleder for mange piger og unge kvinder, der har fået bekræftet, at man godt kan nå langt som kvinde i Tyrkiet, siger Mehmet Necef. Tarkan viste vejen Den største stjerne af dem alle er dog uden sammenligning Tarkan, der blev den første store eksponent for den særlige tyrkiske pop, som blander vestlig musik med mellemøstlige instrumenter og sang. Den mørkhårede sanger med de markante grønne øjne er født i Tyskland, og som 15-årig rejste han med sine forældre tilbage til Tyrkiet og begyndte på den klassiske musikuddannelse. Fire år senere - i 1991 - udgav Tarkan sit debutalbum "Yine Senzis" (Ingen uden dig), der siden er blevet fulgt op af yderligere fem plader, som alle har solgt millioner af eksemplarer. Med sin blanding af melodiøse ballader og hårdtpumpede dansenumre er den 32-årige sanger blevet idol for unge tyrkere i hele Europa, og hans plader har toppet hitlisterne i blandt andet Frankrig og Belgien. Også i Danmark har Tarkan mange fans, hvilket kunne opleves i april 1999, hvor 1500 mennesker var mødt op i Brøndby Hallen for at se den hoftevridende charmør i levende live. Halvvejs i koncerten blev musikken stoppet på grund af en bombetrussel, og siden da har det tyrkiske ikon ikke optrådt herhjemme. Man fandt aldrig ud af, hvem der stod bag telefonopkaldet, der fik politiet til at rømme den københavnske hal. Faktum er dog, at Tarkan trods sin enorme popularitet også har provokeret nogle af sine konservative tyrkiske landsmænd med sin vestlige livsstil, tøj og holdninger. Provokerende livsstil Blodet kom ikke mindst i kog, da han nægtede at aftjene sin 18 måneders værnepligt i den tyrkiske hær. - 18 måneder af mit liv for ingenting? Jeg syntes, at mine egne drømme var vigtigere, udtalte Tarkan i et interview for fire år siden. Sangerens ulyst til at trække i trøjen fik flere nationalister til at kræve, at han blev frataget sit tyrkiske statsborgerskab. Så galt gik det ikke, og efter det alvorlige jordskælv i Tyrkiet i 1998 fik Tarkan lov til at slippe med 28 dages militærtjeneste og et tilskud på omkring 100.000 kroner til den slunkne tyrkiske statskasse. Men også berømthedens privatliv har skabt overskrifter og hidsige diskussioner i hjemlandet. Et magasin antydede eksempelvis, at Tarkan var satanist efter at have nærstuderet et af hans pladecovers, og da tyrkiske tabloidaviser kunne bringe fotos af Tarkan i tæt omfavnelse med en anden mand, begyndte en langvarig debat om homoseksualitet og moral i den tyrkiske offentlighed. Hans fans var ligeglade, og ifølge kultursociolog Mehmet Necef står de reaktionære kræfter da også ret magtesløse over for den nye ungdomskultur og de værdier, den bringer med sig. - En stor del af befolkningen er unge, og de lever i storbyer som Istanbul og Ankara, hvor de er umulige at kontrollere. Desuden tjener de store firmaer gode penge på popkulturen, så det er en udvikling, der ikke kan stoppes, siger han. Succes i Melodi Grand Prix Ifølge Mehmet Necef er det dog kun få tyrkere, der har svært ved at acceptere den tillempede form for vestlige popkultur, der totalt dominerer både medie- og gadebilledet i dag. Selv de største kulturpessimister lod sig da også rive med, da en mavedansende Sertab Erener sang Tyrkiet til sin første sejr i det internationale Melodi Grand Prix i 2003 med nummeret "Everyway That I Can" ved finalen i Letland. Og der var hårdt brug for en succesoplevelse. Efter debuten i den europæiske sangkonkurrence i 1975 gik landet fra den ene ydmygelse til den anden, og som oftest blev arvefjenden Grækenland beskyldt for at stå bag i samarbejde med Cypern. Efter at have erkendt, at de nationalistisk-inspirerede bidrag ikke klarede sig godt internationalt, besluttede ledelsen hos statskanalen TRT sig for at tillade melodier, der var mere spiselige for et europæisk publikum. Dermed blev kimen lagt til den moderne tyrkiske pop, og knap 30 år efter den første Melodi Grand Prix-deltagelse kunne Tyrkiet så endelig lade sig hylde som europamester i letfordøjelig populærmusik. - Det stivede i den grad den tyrkiske selvtillid af og fik tyrkerne til at føle sig som en del af Europa. Begejstringen for Melodi Grand Prix er større end nogensinde, og sejren har også gjort den vestligt orienterede popmusik endnu mere populær, siger Mehmet Necef og tilføjer, at interessen for at høre og spille mere alternative genrer som hård rock og hiphop også er steget de senere år i Tyrkiet. - Der findes spillesteder for den slags musik i de større byer, men det er stadig subkulturer, siger han.