Popstars for kongen og folket

Nordjyder er mellem de disciplinerede drengerøve og dygtige musikanter i Den Kongelige Livgardes Tambourkorps

Bjørneskindshuerne bevæger sig i cirkler, mens musik fra tubaer, trompeter og fløjter fylder slotspladsen med musik. Det er middag på Amalienborg i København, og vagtskiftet er i gang - et scenarium, som har udspillet sig dagligt i flere hundrede år. Livgardens Musikkorps' professionelle musikanter spiller, og de 100 fremmødte turister kan let overse det dusin tamburer, som også er en del af showet. I forhold til tubaer og trompeter virker marchtrommer og piccolofløjter heller ikke af så meget, når optoget hver dag går fra kasernen ved Rosenborg Slot til Amalienborg Slotsplads. En tur, hvor garderne går præcis 108 skridt i minuttet. Men selv om Den Kongelige Livgardes Tambourkorps kan være let at overse, er det en stolt institution, som i århundreder har sørget for royal musik. Som Livgardens motto siger: Pro Rege et Grege - for Kongen og folket. Træls og foruroligende En blæsende morgen kører en militærgrøn bus ind på Livgardens Kaserne i det indre København. I bussen sidder 18 håbefulde tamburer. De er værnepligtige i Livgarden, og efter tre måneders rekruttid i Nordsjælland skal de nu bevise deres musikalske værd. Blandt 34 gardere blev de udvalgt, men der er kun plads til 16. Fredag vil to blive siet fra. 20-årige Michael Nielsen fra Svenstrup syd for Aalborg er ombord. Sammen med de andre gardere bruger han første dag på at lære stedet at kende, og om aftenen slapper han af med film og mad. Men det kan være slut allerede fredag. - Det er lidt træls og foruroligende. Det er ligesom Popstars. Vi snakker om det, men det må vi bare tage med. Jeg tror på, at jeg kommer igennem, synes Michael Nielsen. Med otte års erfaring fra Aalborggarden som både fløjtespiller og trommeslager har han en god ballast, men dette forår er konkurrencen ekstra hård. Hæren er ikke en drengedrøm for Michael Nielsen, men da han ikke trak frinummer, valgte han Livgarden. Mere end noget andet var det prestigen, der trak. Da han så fandt ud af, at man kunne slippe for felten og i stedet spille musik i midten af København, meldte han sig til tambourkorpset. Yellow Submarine Der starter nye tamburer forår og efterår. De nye tamburer kaldes for "yngsteholdet". På ældsteholdet er der også et nordjysk islæt. 21-årige Søren Christensen har skiftet Flauenskjold ud med Gothersgade Kaserne. Her kommer lyden af Beatles' Yellow Submarine udsat for fløjte ud fra et af firemandsværelserne. For at få lidt variation lærer tamburerne andet end de gamle marcher, og derfor bliver der øvet på et Beatles-potpourri. Søren Christensen har spillet trommer i fire år, men det ligger syv år tilbage. Alligevel kom han ind, og for ham er Livgarden det rigtige sted, hvis man vil være soldat. - Alt det med disciplinen, det er lidt sejt, siger han med et skævt smil. Oplevelser har der også været. - Jeg var med til at spille for fem ambassadører, som kom i karet. Det var fedt at stå dér og spille, husker han. Foruden at være en del af vagtparaden på Amalienborg står tamburerne ved de kongelige palæer, og hvis en af de kongelige skal ud at køre, spiller tamburerne. I modsætning til Michael Nielsen, er han knap så begejstret for sin adresse. - København er for stort og for vildt. Vi bor midt i byen, så der sker noget rundt om dig hele tiden, siger han. Den fem en halv times lange transporttid hjem til Nordjylland hjælper heller ikke på det. Timevis af musik Tirsdag morgen får de nye gardere deres instrument udleveret, og så skal der øves skalaer helt fra bunden. Selv om alle er dygtige til at spille, er det ikke nødvendigvis alle, der kan læse noder eller ved, hvordan man bedst holder på en fløjte. Mere end seks timers musik kommer aspiranterne igennem på førstedagen - læg dertil et par timers øvning til næste dag. Nordjyske Nielsen føler sig ovenpå. I undervisningen har han haft overskud til at hjælpe andre, så tirsdag står den både på biograftur og øl sammen med fire andre. - Bare lige ind og have en enkelt, som han formulerer det. Han forsikrer dog om, at han skal hjem og øve bagefter, for onsdag står den stadig på skalaer. Han synes godt, at man kan kombinere øl og seriøs træning. - Det er en del af det sociale, men øvningen kommer i forreste række, siger han. Ikke råbe Torsdag middag. Der er cirka 24 timer til, at det besluttes, hvem der bliver - og hvem der skal fortsætte som almindelige gardere. Oversergent Morten Thurø, 42, kan efterhånden skrive over 20 års erfaring fra Livgarden på CV'et og de sidste syv som leder af Tambourkorpset. For ham er musik en vigtig del af det danske forsvars ansigt udadtil. - Til daglig repræsenterer vi Livgarden, men vi repræsenterer også hele hæren, og vi koster kun det samme som en halv leopardkampvogn, fortæller Morten Thurø. Ud over at repræsentere de danske jenser deltager Tambourkorpset i musikalske militæropvisninger rundt om i verden, de såkaldte "tattoes", for eksempel i Frankrig og Italien. Som i resten af Livgarden er disciplinen i top, men pædagogikken er en anden. - Vi prøver at lære tamburerne at holde en god tone og ikke råbe ad hinanden, fortæller oversergenten. At de 18 tamburaspiranter skal gå en uge og vide, at to ikke kommer videre, er han ikke nødvendigvis stolt af. - Det er ikke med vores gode vilje, men vi havde så mange dygtige ansøgere, og vi kunne ikke sige uden videre, at han er bedre end ham. Så ville det være uretfærdigt at sige, at du dur ikke, mener han. Robinson 2 På Michael Nielsens stue har syv tamburer samlet sig om en bærbar computer, som spiller filmen "Dommedag Nu". Slik, chokolade og sodavand flyder på bordet. - Der er to, der skal hjem i morgen, siger en tætklippet tambur med blikket vender nedad. - Det er Robinson 2 - Det endelige Opgør, råber en anden. En kraftig dunst af deodorant fylder lokalet. Torsdag er den dag, gardere normalt går i byen, og den tradition har de nye hurtigt lært. Derfor bliver det københavnske natteliv atter frekventeret, og musikkerne sørger for god stemning på en karaokebar, indtil hovederne ved totiden rammer hovedpuden. Fredag morgen klokken kvart over otte: Det bliver kun til en times spil, inden underviser Frøsig sender de nervøse tamburer tilbage på deres stuer. Han vil sende bud efter de to, som ikke skal fortsætte. Cirka halvdelen af garderne samler sig på gangen foran stuerne. De kommer ikke til at vente mere end ti minutter, før navnene falder - Michael Nielsen er ikke i blandt dem. Efter lettelsen kommer medfølelsen. - Jeg kan ikke være rigtig glad. Den ene tog det med oprejst pande, men den anden tog det tungt, siger han. De to, der ikke har kunnet klare sig musikalsk, får som trøst en cd, som korpset har indspillet til Kronprins Frederik. Det bliver det nærmeste, de kommer royal musik. Michael Nielsen slapper af i toget på vej hjem til det nordjyske. - Det har været meget positivt, og der er en god atmosfære. Det gode ved musik er sammenholdet. Det var det i Aalborggarden, og det bliver det også i Tambourkorpset, siger han.