Popstjerne til Danmark: Justin Timberlake rammer Parken

Amerikanske Justin Timberlake giver koncert i København 6. maj næste år som en del af sin turné i Europa.

Danmark 30. september 2013 08:40 - Opdateret 30. september 2013 08:42

Popstjerne til Danmark: Justin Timberlake rammer Parken

Så er der endelig godt nyt til danske popentusiaster.

Det amerikanske popfænomen Justin Timberlake giver koncert i Parken i København 6. maj næste år som en del af sin europæiske turné, oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.

Dermed får danske fans mulighed for at opleve kunstnerens nye albummer "The 20/20 Experience" og "The 20/20 Experience - 2 of 2". Sidstnævnte udkommer i dag, mandag, verden over.

Justin Timberlakes seneste udgivelser har høstet store roser hos både anmeldere og fans, der har sendt kunstnerens nye singler til tops på de globale hitlister.

"The 20/20 Experience" er blevet solgt i 3,5 millioner eksemplarer på verdensplan og er dermed den største mandlige udgivelse i fem år og den største digitale succes i amerikansk historie for en mandlig artist ifølge Live Nation.

En verdensomspændende turné fra den Emmy- og Grammy-vindende kunstner har været længe ventet, da han de senere år har brugt størstedelen af sin tid på diverse filmroller og som næsten fast inventar i tv-showet "Saturday Night Live".

På filmlærredet er Justin Timberlake nok mest kendt for sin rolle i "The Social Network", der handler om Facebooks start.

Ikke siden 2007 har popikonet været på turné kloden rundt. Dengang optrådte Justin Timberlake ligeledes i Parken ved en udsolgt og anmelderrost koncert.

Inden besøget i Danmark gæster Justin Timberlake den nordtyske storby Hamburg. Efter koncerten i Parken går turen til Oslo.

Billetsalget til den danske koncert begynder tirsdag 8. oktober. Det er uvist, om Justin Timberlake medbringer nogle af de gæsteartister, som optræder på hans seneste plader.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...