EMNER

Populær blomsterdekoratør

AABYBRO:Aabybro Havekreds havde stor succes med arrangementet med blomsterdekoratør Susanne Thirup Jørgensen kendt fra Det gamle Mejeri i Sulsted. Allerede en time inden starten på Aabybro Bibliotek mødte de første frem for at sikre sig gode pladser. Der mødte omkring 70 frem, og så mange var det ikke var muligt at fremskaffe stoleplads til. Susanne Thirup Jørgensen gav tips og ideer til julens pynt og lavede mange flotte dekorationer af årstidens materialer, ligesom hun viste, hvordan man med enkle fif kan fikse grønne billige thuja op med guldtråd og en flot potte. Susanne har bl.a. arbejdet syv år i Vendelbo Blomster, hvor hun var med til at lave dekorationer til Budolfi Kirke. De seneste år har Susanne haft egen forretning, så det var virkeligt en erfaren og professionel blomsterkunstner, Aabybro Havekreds havde engageret. I pausen blev der serveret gløgg og æbleskiver og der var amerikansk lotteri med bortlodning af nogle af de fremstillede dekorationer. De fremmødte fik virkelig god inspiration til advents- og juledekorationer. Bestyrelsen i Aabybro Havekreds vil på baggrund af dette års succes forsøge at få Susanne Thirup Jørgensen til Aabybro til næste års juledemonstration, oplyser Anne-Mitha Sørensen fra havekredsen.