Populær cd med de gamle viser genudgives

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forsiden på cd’en er ændret, så den har samme udtryk som Lønstrup-guiden og på den måde kan være med til at markedsføre Lønstrup.

Lønstrup Turistbureau har i samarbejde med Inger Lauritzen og lokale sponsorer sikret en nyudgivelse af Inger Lauritzens cd "En aften i Lønstrup" fra 1996.

Cd’en indeholder de kendte og smukke viser, som fiskerkonen fra Lønstrup selv har indsunget.

- Den har været meget efterspurgt. Vi har gæster fra hele landet, der gennem årene har efterspurgt cd’en, der længe har været udsolgt. Rigtig mange forbinder Lønstrup med Inger Lauritzen og hendes sange. Alle kender hende. Hun er jo lokalområdets heltinde, siger Vibe Falkenberg fra Lønstrup Turistbureau.

- Vi har haft to cd-ere fra 1996 udstillet på kontoret i Lønstrup, men de har ikke været til salg. Dem har vi passet rigtig godt på, tilføjer Vibe Falkenberg.

- Så det er rigtig dejligt, at der nu er en nyudgivelse på gaden, så vi kan imødekomme folks ønske.

Coveret til genudgivelsen er ændret, så den har samme udtryk som Lønstrup-guiden og på den vis kan være med til at markedsføre det smukke område ved kysten.

Lønstrup Turistbureau vil hele december sælge cd samt biografien om Inger Lauritzen i en samlet adventspakke.

Bogen "Fiskerkonen, der blev komponist og digter" blev udgivet i august i anledning af Inger Lauritzens 90 års fødselsdag.

Og lørdag 10. december klokken 10 signerer Inger Lauritzen og bogens forfatter Lone Beck bog og cd på Lønstrup Turistbureau.

Biografien "Fiskerkonen, der blev komponist og digter" fortæller om Inger Lauritzens lange liv ved havet, og om de historier, hun begyndte at samle på allerede som ganske ung. Historier, som Inger gjorde det til sit livsværk at fortælle videre, så de aldrig gik tabt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.