Populær julekoncert i Vor Frue Kirke
Händels Messias opføres over to dage

Populær julekoncert i Vor Frue Michael Bygballe
AALBORG:Musikchef i Aalborg Symfoniorkester Jan Kvistborg glæder sig over fulde huse til de to traditionsrige kirkekoncerter i december måned.
- Det er en fornøjelse, at vi til de to koncerter i Vor Frue Kirke kan melde alt udsolgt, og jeg kan sagtens forstå, at der har været rift om billetterne. Händels Messias er ganske enkelt et helt uforglemmeligt værk, og det er ikke overraskende for mig, at rigtig mange kan føle, det ikke er blevet rigtig jul, før de har hørt enten Messias eller Bachs Juleoratorium, for sådan har jeg det selv, siger Jan Kvistborg.
Det er den hollandske dirigent Peter Dijkstra, der dirigerer solister og Thisted Kirkes Drenge og Mandskor til koncerten.
- Peter Dijkstra er en af verdens førende kordirigenter, som vi i lang tid har arbejdet på at kunne præsentere for det nordjyske publikum, og det må siges at være det perfekte match, at han skal dirigere en af de mest berømte værker med korindslag, der efterhånden er så kendte, at langt de fleste af os ville kunne nynne med, fortæller musikchefen.
Solister på koncerten er Nina Bols Lundgren, Maija Skille, Mathias Hedegaard og Jens Søndergaard. Sidstnævnte er netop blevet offentliggjort som vinder af Aalborg Operapris 2013.
Koncerterne afholdes i Vor Frue Kirke torsdag 20. og fredag 21. december kl. 19.30.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.