Galleri - Tryk og se alle billederne.
1
FREDERIKSHAVN:I næste uge venter folkeskolen på børn og unge, med alt hvad det indebærer, men i denne uge har 192 børn været i skole på Fodboldvej hos FfI.
Ligesom mange andre klubber over hele landet er FfI arrangør af én af DBU’s fodboldskoler, og tilslutningen til en uge med bold på progammet har været fantastisk.
- Både i FfI og andre steder har der været totalt udsolgt, og hos os har vi i ugen haft 192 aktive piger og drenge med på klubbens baner, fortæller Pernille Larsen, der er skoleleder hos FfI.
Efter onsdagens regnvejr med lyn og torden kunne de mange fodboldspillere og deres trænere torsdag glæde sig over, at sommersolen fandt vej til Fodboldvej.
Blandt de yngste piger på 8-9 år var glæden ved at lege med bolden ikke til at tage fejl af.
Da NORDJYSKE var på besøg, blev der øvet i vendinger og driblinger, og det morede helt klart pigerne, hvoraf flere var med på fodboldskole for første men bestemt ikke sidste gang.
Hver gruppe har tilknyttet en træner og en assistent, og til pigerne på 8-9 år var Ida Madsen assistent og Julie Skov træner. De har begge tidligere deltaget som spiller på fodboldskolen, ligesom 18-årige Julie i fire år var assistent.
- Jeg har også tidligere trænet microhold i FfI, og nu er det hyggeligt at bruge en uge af ferien som træner med skolefodbold, siger hun.
Og for de deltagende piger står der også i det daglige fodbold på programmet hjemme i klubberne i Strandby, Gærum og FfI, så de har allerede godt styr på det med driblinger og vendinger.
Velkendte trænere
På fodboldskolen i FfI har flere af trænerne været med igennem mange år, og ikke mindst har trænerleder Hanne Risom taget tørnen.
- Desuden får vi trænere udefra, og denne gang er der trænere med fra AaB, Sindal, Sæby og Aarhus, fortæller Pernille Larsen.
- Faktisk er det så populært at være træner på vores fodboldskole, at vi allerede nu har assistenter på venliste til næste års uge 32 på Fodboldvej.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.