Populær tv-stjerne må ikke klippe sit hår

"Game of Thrones"-stjernen Kit Harington vil gerne klippe sit lange hår af, men det må han ikke for producerne af den populære tv-serie.

Kit Harington spiller en af hovedrollerne i tv-serien "Game of Thrones", og han er meget populær hos det modsatte køn, hvilket ikke mindst skyldes hans lange sorte hår.

Derfor vil producerne af hitserien ikke lade den 27-årige skuespiller klippe håret af, selv om han selv er blevet lidt træt af sin krøllede manke.

- Mit hår har sin egen kontrakt, det er helt sikkert. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det om mit eget hår, men jeg må ikke klippe det af. Det fandt jeg ud af for nylig. Jeg har haft langt hår i meget lang tid, og jeg ville gerne prøve noget nyt, men det ville producerne ikke være med til, siger englænderen i et interview i tv-programmet Live! with Kelly and Michael.

I samme interview sår Harington tvivl om sin videre rolle i tv-serien, der er kendt for, at adskillige af hovedrollerne bliver slået ihjel.

- Jeg vil ikke fortælle, hvad der kommer til at ske, men jeg står måske uden et job nu, siger skuespilleren, som spiller karakteren Jon Snow i tv-serien.

Den 15. juni får HBO-seriens mange fans sandsynligvis svar på, hvad der kommer til at ske med Harington og hans frisure, når sidste afsnit af fjerde sæson bliver udgivet.

Newspaq

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.