Populære Shu-Bi-Dua-toner i Rosenparken

AALESTRUP:Nu kan Shu-bi-dua-fans i alle aldre godt begynde at glæde sig. Lørdag 8. marts er der nemlig lagt op til en rigtig festlig aften med det populære orkesters mange kendte sange, når der inviteres til koncert i Rosenparkens pavillon. Godt nok er det ikke de ægte "Shubber", der er på banen, men derimod seks etablerede musikere - heraf flere lokale - der i anledning af Shu-bi-duas 30 års jubilæum har dannet et tro kopiband med navnet "Den Røde Tråd". Bandet er så småt ved at være klar til at indlede deres forårsturné, og den indledes i Aalestrup, hvor flere af medlemmerne iøvrigt er vokset op. Orkestret består af: Lasse Magnussen, vokal og mundharpe, Nicolai Jacobsen og Søren Jakobsen på guitar, Thomas Olesen på klaver, Christian Houmann på bas og Casper Quorning på trommer. "Den Røde Tråd" vil levere en perlerække af Shu-Bi-Duas allerbedste hits - som de fleste kender og elsker dem som en sand hyldest til det orkester, der forlængst har fået status af "Danmarks national orkester". En institution i dansk pop og rock blev født, da Michael Hardinger og Michale Bundesen i 1973 satte dansk tekst til Elvis Presleys "Jailhouse Rock" og udgav singlen "Fed Rock". Siden har den ene populære sang fulgt den anden - iørefaldende rock-klassiker-funderede melodier med ofte humoristiske og mildt ironiserende tekster. Et fænomen, der har appelleret til publikum i alle aldre. For en del år siden gjorde Shu-Bi-Dua et stærkt comeback med nummeret "Sexchikane". Som opvarmning til koncerten i Rosenparken kommer duoen Breeze fra Viborg, som består af Sofie Christensen og Mille Jaszarowski Dahl.