Populære typehuse giver job til ufaglærte

De næsten nøgleklare hus-moduler køres ud til byggepladsenArkivfoto

De næsten nøgleklare hus-moduler køres ud til byggepladsenArkivfoto

LINDERUM:Meget tyder på, at HP Gruppen har ramt plet ved at satse på fabriksfremstillede, arkitekttegnede typehuse af træ. Siden produktionen hos HP3 gik i gang i Linderum ved nytår, er antallet af medarbejdere fordoblet fra 12 til 25 og inden sommeren er ovre, forventer direktør for HP Gruppen, Søren Pedersen, at der er ansat yderligere 15 medarbejdere. - Vi har mærket en meget stor efterspørgsel efter husene, siger Søren Pedersen. Lige nu er han tæt på at ansætte en ny fabriksdirektør, der til efteråret skal være med til at omlægge produktionen i den store bygningshal, så den bliver endnu mere industrialiseret . Der er investeret i nyt produktionsudstyr for syv mio. kr. Helårshusene på 80-170 kvm. bygges næsten nøglefærdige i fabrikshallen, og der er så kun et par ugers arbejde til håndværkerne ude på byggepladsen. Det betyder bl.a., at byggeriet ikke er afhængig af vejrliget, og der er ikke halvfærdige huse, som står åbne og bliver beskadiget af vejr og vind. Desuden kan fabrikken bedre kontrollere, at alt er som det skal være, inden huset leveres, og der er ikke problemer med leverancer af byggematerialer . - Jeg mener, at det er fremtiden for byggebranchen i Danmark, når vi skal konkurrere med f.eks. billig østeuropæisk arbejdskraft, siger Søren Pedersen. 90 pct. af de medarbejdere, som er ansat hos HP3 er ufaglærte. De skal alligevel oplæres i den specialiserede byggeproces, så det er ikke nødvendigt, at de f.eks er uddannet tømrere. Firmaet skal i år levere 50 helårshuse, men det tal ventes at være fordoblet om et par år. Her skulle fabrikken gerne beskæftige 50 mand og have en omsætning på 150 mio. kr. De arkitekttegnede træhuse er forløbig mest efterspurgt på Sjælland, Fyn og i Trekantsområdet. - Nordjyderne er lidt tøvende overfor træhuse, men det skal nok komme, siger Søren Pedersen. Ud over helårshuse, bliver der også lavet campinghytter og fritidshuse på fabrikken i Linderum.