Populært at spille badminton i Overlade

Mens andre klubber døjer med faldende medlemstal, stiger medlemsantallet i Overlade Badmintonklub

OVERLADE:Mens mange badmintonklubber døjer med at holde medlemstallet, er det lige omvendt i Overlade. Her har den lokale badmintonklub fået 10 ekstra spillere i forhold, så klubben nu er oppe på 87 medlemmer. Det kunne formand Mie Gundersen oplyse på foreningens generalforsamling, hvor hun samtidig kunne berette om et meget begivenhedsrigt år i klubben, der sluttede med klubmesterskaberne i april, hvor der blev spillet en masse gode kampe. Man sluttede af med klubfest i den gamle skole. På trænersiden ansatte klubben Thomas Jensen og Thomas Haldrup som trænere for ungdomsafdelingen. - Det har vi været rigtig godt tilfredse med, da det er vores indtryk, at I supplerer hinanden godt, sagde formanden henvendt til de to trænere. På ungdomssiden frehævede Mie Gundersen nogle flotte resultater ved amtsmesterskaberne i Hobro. Her var der især to piger som klarede sig godt. Det var Lotte Nielsen-Man og Karina Nielsen, der kvalificerede sig til landsmesterne i U-11. Mie Gundersen oplyste, at klubben 3. marts i år er inviteret til et arrangement i Vester Hornum med landets bedste herrespiller, Peter Gade. Formanden kom også ind på, at klubben har mistet træner Vagn Hansen, der kun kunne træne fra august til jul, idet han fik nyt arbejde, som gjorde det umuligt at fortsætte. - Det var meget uheldigt for os, da det ikke er let at finde en ny træner på den tid af sæsonen, men heldigvis har Jens Andersen lovet at stå for opvarmning og slagtræning resten af sæsonen, sagde Mie Gundersen, som oplyste, at der er lavet en aftale med to nye trænere fra næste sæson i samarbejde med Vester Hornum. Mie Gundersen har siddet otte år på formandsposten, og oplyste, at hun nu har besluttet at træde tilbage. Hun blev i bestyrelsen afløst af Kirsten Nielsen. Kasserer Søren Peter Andersen blev genvalgt til bestyrelsen. Bestyrelsen består i øvrigt af Dorthe Nielsen-Man, Jens Andersen og Mogens Hansen. Mie Gundersen blev valgt som ny suppleant istedet for Erling Andersen. Andensuppleant er Jacob Dalgaard.