Populært baghus

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

dagens suppe var denne aften løgsuppe med gratineret brødcrouton. Foto: Klaus Madsen

Café Baghuset, Thisted Det er ikke længe siden, at den bygning, som er aftenens mål, lignede en faldefærdig ruin. Engang i fordums tid det stolte hjemsted for Danmarks måske ældste stumfilmbiograf, men det er længe siden. Nu er der imidlertid stil over stedet igen. En gennemgribende og nænsom restaurering har på ny bragt bygningen til ære og værdighed, og Café Baghuset har fundet sig godt til rette i de stilrene og hyggelige lokaler. Det er fire måneder siden, at indehaverne, det nyslåede makkerpar Peter Bisgaard Christiansen og Søren Nielsen, åbnede spisestedet, og de har haft drøntravlt siden. Denne lørdag aften, hvor klokken knap er nået 18, er der således fuldt hus og hektisk aktivitet både bag den åbne bar og i det ditto køkken. Vi får senere at vide, at cafeen er blevet et yndet vandingshul for folk, som er på vej i teatret eller til et halarrangement og lige skal have stillet sult og tørst forinden. Denne aften er det en bloddonorfest i hallen, som trækker de fleste gæs meter væk et par timer senere. Vi bliver plantet ved det forudbestilte bord, hvor et smukt håndskrevet navneskilt vidner om, at vi er ventet. Et splitsekund efter er der både en karaffel isvand, smør og en kurv med brød på bordet. Mens vi studerer det meget overskuelige menu- og vinkort, sætter vi tænderne i brødet, som er lunt og meget lækkert med sprød skorpe og sej krumme. Utvivlsomt hjemmelavet, fastslår vi, men senere research viser, at vi tager fejl. Det vender vi tilbage til. Lokale specialiteter Café Baghuset byder udover brunch og diverse frokosttilbud på aftenretter, som serveres torsdag, fredag og lørdag. Der er tre forretter, fem hovedretter og tre desserter. På vinkortet optræder tre hvidvine og fire rødvine, alle franske, mens husets rødvin er australsk og hvidvinen en italiener. Prisniveauet ligger fra 159 til 289 kr. pr. flaske. Mens vinkortet er relativt spartansk, er øllet rigt repræsenteret. Vi er så ubetinget i Thyland, og lokalpatriotismen fornægter sig naturligvis ikke, hverken når det gælder bryggeri (Thisted Bryghus, skulle nogen være i tvivl) eller spritfabrik (Thylandia). Her er flere produkter at vælge imellem, og vi opdager snart, at vindrikkerne er en minoritet i aften. Tilbage til maden. Vores valg falder på henholdsvis dagens suppe (39 kr.) og kold fisketallerken (49 kr.). Til hovedret husets grillsteak med dagens kartoffel og tilbehør (149 kr.) samt grillstegt laks på en bund af frisk salat med marinerede kartofler (139 kr.) Om der bliver plads til dessert, lader vi tiden afgøre. Bunden lægges Vi vælger at være solidariske med mindretallet og bestiller en hvidvin, Viognier 2006 fra Château les Eydins nær Bonnieux i Provence (289 kr.), hvor den anerkendte vinproducent Serge Seignon huserer med sine økologiske dyrkningsprincipper. Trods travlhed er vinen hurtigt på bordet og hældt op i glassene uden dikkedarer: Ingen af os bliver budt på en smagsprøve for at forvisse os om kvaliteten. Så meget desto mere heldigt, at den absolut falder ud til sin fordel - en elegant frisk vin med god fylde og let sødme, som matcher både suppe og fisk glimrende. Løgsuppen gør ikke det store væsen af sig. Den serveres tilpas dampende varm, men smager ikke af meget og skuffer en inkarneret suppeaficionado. Fisketallerknen fejler ingenting: Nogle store skiver udmærket røget laks er lejret på en bund af blandede salater og serveres med tomatpesto og rejer, som er ganske uskadelige og smager præcis, som sådan nogle optøede eksemplarer af racen gør. Men det er lidt ærgerligt, at køkkenet ikke har taget udgangspunkt i sæsonens friske fisk, som man kunne forledes til at tro. Heldigvis får vi endnu en kurv med det herlige brød til. Blandede indtryk Vi får ikke lov at vente længe, før hovedretterne lander foran os. Laksen viser sig at være et godt bekendtskab: Laksestykkerne er saftige og tilpas krydrede, og tilbehøret i form af tomatsalat med feta og hele marinerede hvidløg står fint til. Men både kok, tjener og denne anmelder glemmer alt om de marinerede kartofler, som ifølge menukortet skulle ledsage retten. Dem har vi til gode til en anden gang. Husets grillsteak får ikke medspiseren til at juble: Bøffen er til den seje side og stegt rigeligt - han blev ikke spurgt forinden om sit ønske til tilberedning. Heller ikke tilbehøret er specielt vellykket: De grove fritter har fået lidt for meget, det samme gælder grøntsagerne, som består af sauterede rødløg, gulerødder, broccoli og champignons. De mangler knas og bid, mens rødvinssaucen er for anonym. Det må Baghuset kunne gøre bedre. Punktum Der er ledig kapacitet i maveregionerne, bliver vi enige om, og valget falder på henholdsvis brownie med frisk frugt og vaniljeis (49 kr.) og friturestegt camembert med solbærsyltetøj og brød (49 kr.) Hertil kaffe og te (25 kr. med mulighed for gratis påfyldning) Min ledsager, som har den største søde tand, er begejstret for de to store stykker brownies, der har en dejlig intens smag af chokolade. Isen er flødeagtig og god, og skiverne af friske jordbær, druer, ananas og appelsin går fint i spænd med det søde. Også kaffen vækker lykke. Camemberten derimod er ikke spændende: Den er af den færdigkøbte frosne slags, som er blevet meget hård i “sværen” af friturestegningen og indvendigt også er for bastant. Brødet hertil - to skiver rugbrød og lidt brød af samme type som tidligere - er til gengæld udmærket. Og her er det, d’herrer Nielsen og Christiansen senere straks går til bekendelse og tilstår, at hverken brød eller kage er hjemmelavet. ”Vi har endnu ikke haft tid til at bage selv, selv om vi egentlig havde planlagt det. Vi knokler fra morgen til aften”, forklarer Søren Nielsen. Det skal de ikke høre et ondt ord for, når leverandøren gør det så glimrende. Den samlede regning for aftenens udskejelser lyder på 813 kr., et overkommeligt beløb for tre retter mad med vin og kaffe/te. Café Baghuset får to gafler for det samlede, lidt blandede indtryk. Men ingen tvivl om, at der med den entusiasme, indehaverne lægger for dagen, er stort udviklingspotentiale. Café Baghuset, Vestergade 22 7700 Thisted Tlf. 96 19 00 56 www.cafe-baghuset.dk Åbningstider: Man-ons 10-17, tors-lør 10-22, søn lukket.