Populært på tv: Vi vil have nøgenhed - men uden nærhed

I 1990’erne underviste jeg studerende i at forstå og forudse, hvilke former for tv eller medieindhold vi i fremtiden kunne forvente. Ville vi få mere eller mindre reality-tv? Flere gameshows eller mere dokumentar? Ville vi få fake news? Eller ville vi få mere sandhed, fordi medierne med både teknologi og særlige etiske værdier ville kunne gå endnu tættere på den verden, som vi deler?

Ser jeg tilbage på den undervisning og de ting, som de studerende forestillede sig som vilde scenarier for, hvad der kunne ende på vores skærme, så er vurderingen klar: Det indhold og de programtyper, som de studerende mente ville være for meget, ekstreme, eller ud over grænsen, er blevet en realitet i dag.

I 2016 startede den britiske Channel 4 med at sende datingprogrammet Naked Attraction. Et program, hvor personer, primært i den yngre del af aldersskalaen, søger at finde en date. Daten eller aftalepartneren findes gennem en udvælgelse. Den unge kvinde eller mand præsenteres for et antal afklædte personer. Og udvælgelsen sker så ved, at de præsenterede og afklædte kandidater afsløres trinvist. Fra bunden og op. Hverken den søgende part eller publikum skuffes, for der er masser af nøgenhed, uden at det sådan rigtigt bliver lummert. Og fordi det handler om at finde en date, er der også intimitet på spil. Naked Attraction har nu en dansk tvilling, Date mig nøgen.

Hvad skal vi med sådan noget tv? Hvis vi tager forskningsbriller på, så burde det ikke overraske, at vi ser full frontal nudity i bedste sendetid eller streamingtid. Måske er et af programmets formål netop flowmediernes forsøg på at holde på seerne, så de ikke flyder over på streamingtjenesterne. Men hvordan skal vi forstå, at vi i en tid, hvor nøgenhed har svære vilkår, at programmet Date mig nøgen er muligt, og at det kan få seere? Indtil videre har den britiske version af dating gameshowet kørt i fem sæsoner. Ikke så mange som Paradise Hotel, men alligevel kørt i sæsoner nok til at blive betragtet som noget, nogen finder seriøst. Eller i hvert fald seriøst underholdende.

Ja tak, men nej tak

Vi lever i paradoksale tider. Vi vil gerne nyde sex, men det skal være på en måde, der ikke er overgribende eller miskrediterer os. Vi vil gerne nyde nikotin, men vi vil ikke have følgevirkningerne, så vi ”damper”. Vi vil gerne drikke kaffe og Cola, men helst uden koffein og dens skadevirkninger. Vi vil også nyde alkohol, men fordi vi også gerne vil være med flest mulige steder og ikke gå glip af noget, vil vi også gerne være køreklare. Og alkohol og bilkørsel er en meget dårlig kombination. Vi vil også gerne nyde mælk, men det skal være i miniversionen, så vi undgår fedt. Og sådan kan man blive ved. Vi vil gerne nyde, men ikke risikere noget.

Vi vil også gerne være frie og have friheder til at ytre os. Men vores sociale medier censurer indhold blandt andet med nøgenhed. Rigtigt mange personer vil gerne vise deres kroppe frem på sociale medier, men samtidig vil de ikke direkte modtage nøgenbilleder fra personer i deres netværk, endsige fra personer udenfor deres netværk. Hvad har det med Date mig nøgen at gøre? Færre danskere ønsker at blive konfronteret med nøgenhed på vores strande og andre dele af det offentlige rum. Men i medierummet vil vi gerne. Forklaringen er, at når der kommer en skærm imellem, og det er åbenlyst, at der er styr på det (underforstået, at der er givet samtykke og skrevet kontrakt), så vil vi gerne, at nøgenhed bliver en del af spillet.

Thomas Blachman slap ikke godt fra program-eksperimentet Blachman, hvor han og en gæst betragtede tavse nøgne kvinder. Programmet levede ikke en gang en hel sæson. Men Naked Attraction har altså kørt i fem sæsoner, og den danske version vil helt sikkert også overleve Blachmans eksperiment. Hvorfor?

Vores medier har i over 40 år bevæget sig tættere og tættere på mennesket. Drama, intensitet og intimitet har stort set været en del af menneskets interaktion med medier altid. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker har behov for drama som en måde at tematisere vores følelsesliv på.

Vi vil have virkelighed

Men det, at medierne så at sige kommer ind bag ved, eller får nogen til at smide tøjet i den gode sendetid, har også noget at gøre med en særlig mentalitetsform: Refleksivitet! Vi vil ikke længere nøjes med at se politikere på deres scene. Vi vil om bagved, ind i omklædningsrummet, helt ind i privaten. Vi vil nemlig se det virkelige, det autentiske. Vi vil ikke nøjes med rollespillet. Vi vil, som det hedder, backstage. Eller, vi vil i hvert fald gerne tilbydes muligheden, som vi så efter overvejelser og omtanke kan takke nej til. Vi vil ikke snydes for valgmuligheden.

Hvad kan være mere backstage end at se nøgne personer, og være med på deres date, og høre hvad parterne tænker om daten og hinanden, når parret sidder i den bløde sofa og skal evaluere.

Tv-programmer

Biseksuelle Ida fra Aalborg er med i populært datingprogram: - Jeg elsker at være nøgen

Så hvorfor er Date mig nøgen populært, eller på vej til at blive populært nu i Danmark? Skal vi tage de positive briller på, så er det en måde at tematisere nøgenhed på i en ellers nøgenforskrækket og bornert samtid. Problemet er bare, at det bliver trivielt. Det bliver gjort til et spil, et gameshow, og nøgenheden bliver sovset ind i, at nogen skal vælges fra. Det er selvfølgelig sandt, at når man søger en partner, så er der altid noget på spil. Man kan blive udstillet, såret eller skuffet. Den del har tv-formatet klaret med kontraktuelle spilleregler. Og på den måde, er der faktisk ikke rigtigt noget på spil. Det er lummert, uden rigtigt at være lummert. Det er pirrende, uden rigtigt at være lystfyldt. Det er afklædt, men uden sådan rigtig at være nøgent. Det kommer tæt på, men uden på noget tidspunkt at blive intimt.

Den klassiske mediekritik vil sikkert pege på, at Date mig nøgen blot er en ny form af menneskeliv gjort til vare. Et standardiseret tilbud om ”værdi”, der bliver produceret, pakket, distribueret og forbrugt på linje med så meget andet medieindhold. Budskabet vil være: Der er intet nyt under mediesolen. TV-underholdning er en vare, der er kommet for at blive. Men den kritik er for enøjet

Hvorfor blev Blachmans program udskældt, når Date mig nøgen ikke vil få ret mange kritikere og kritiske borgere til at hæve øjenbrynet? I Blachman var der reelt noget på spil. Det var noget, der kom ind under huden. Jeg siger ikke, at jeg er uenig i kritikken af Blachman, men i en verden med sociale billedmedier som Instagram, hvordan kan det så være, at vi på den ene side gerne vil have lov til at komme tæt på andre mennesker, og deres mere eller mindre afklædte og udstillede kroppe, men på den anden side ikke vil have et program som Blachman, men gerne vil have et gameshow, hvor nøgenhed er omdrejningspunktet?

Den nøgne sandhed

Måske er den nøgne sandhed, at vi selv i 2020’erne kulturelt set er ambivalente og uafklarede: Hvordan kan og bør vi egentligt forholde os til os selv og andre mennesker. Vi vil gerne lure, men ikke stirre. Vi vil gerne have adgang til nøgenhed, men ikke selv være en del af den. Vi vil gerne tæt på, men helst på afstand og med en skærm imellem. Vi vil gerne være forskellige, men vil gerne have ens rettigheder.

Mens vi tygger på det, kan vi samtidig overveje, hvor næste skridt fører os hen? Dating game show for tre eller flere par? Køn er på den måde ikke så vigtigt for Naked Atraction, for næsten hele spektret af kønsdiversitet er blevet en del af spillet. Men hvad med date for tre? Eller en date mellem en 18-årig kvinde og en 50-årig mand? Et game show for synsudfordrede eller kropsudfordrede (som ikke er noget problem for X-Factor)?

Hvis man skal forstå meningen med Date mig nøgen, uden af forfalde til den enøjede kritik, det er bare underholdning, så er vi nødt til at forstå, hvordan medieindhold på en og samme tid søger at presser til vores grænser – gøre nøgenhed til en del af offentligheden – uden sådan rigtigt at gå over grænserne. Vi vil gerne have at der skal action på skærmen, men vi kommer nok aldrig til at se tv-transmitterede turneringer i Russisk Roulette. I Paradise Hotel er der kameraer med helt ind i de unge gæsters seng, men ikke ind under dynen. På den måde har tv-producenterne nemlig altid deres mediehænder over dynen.

I en samtid, der skriger på anerkendelse eller tematiserer anerkendelse som en mangelvare, er der god grund til at smide tøjet. Anerkendelse er ikke et like eller et klik. Anerkendelse er der, hvor et andet menneske møder mig, afklædt, socialt nøgen, uden nødvendigvis at ville have noget, eller være ude på noget. Anerkendelse er ikke noget gameshow, der skal holde på seere.

Men selvom jeg er meget kritisk overfor Date mig nøgen, og måske skuffet over den tomme lummerhed, så bærer showet på den underliggende præmis, at vi er nødt til at møde hinanden afklædte. Fordi det skal vel ikke handle om, hvordan vi ser ud, men hvordan vi er, når vi gerne vil finde nogen at dele liv med. På den anden side er den, vi er, også hvordan vi, når klæderne falder. Måske det er den moralske klangbund i Date mig nøgen. Vi vil helst ikke have, at vores udseende er det vigtige. Det er ikke overflade der burde tælle i dating gamet. Men samtidig kommer vi ikke uden om, at overfladen tæller. Og måske derfor er Date mig nøgen en moderne form for skyld-tv, vi som seere kan bruge til at reflektere over: Hvad betyder nøgenhed, ikke bare for mig, men for os alle sammen.