Populært skattefradrag får kniven

Fradrag for håndværkerudgifter skal aflives, mener regeringen

Boligjobordningen er for dyr, mener regeringen. Arkivfoto
Boligpolitik 8. maj 2014 13:51

DANMARK: Hvis du overvejer at få lavet forbedringer af hus eller fritidsbolig, kan det være en god idé at få det ordnet af håndværkerne allerede i år.

For det populære håndværkerfradrag i den såkaldte boligjobordning får efter alt at dømme ikke lov til at overleve, når regeringen skal forhandle vækstpakke på plads i løbet af foråret.

- Vores bud er, at vi ikke skal videreføre boligjobordningen, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under præsentationen af regeringens vækstplan, ”Danmark helt ud af krisen - virksomheder i vækst”.

- Det er ikke fordi, at vi ideologisk er imod det, men det er, fordi vi bruger rigtig mange af skatteborgernes penge på ting, som under alle omstændigheder ville være blevet gjort ude i hjemmene. Så det er altså ikke med i vores vækstplan, siger hun.

Boligjobordningen har været en kæphest for Venstre og Konservative i forbindelse med skabelsen af vækst.

Den blev genindført for 2013 og 2014 i forbindelse med forhandlingerne om sidste års vækstpakke og kom samtidig også til at omhandle sommer- og fritidshuse.

Boligjobordningen giver mulighed for fradrag af udgifter til arbejdsløn i forbindelse med service eller vedligeholdelse. Man kan maksimalt trække 15.000 kroner per person fra, hvilket svarer til en besparelse på cirka 5000 kroner i skat.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...