EMNER

Popularitet er ikke alt

I dansk politik bliver der fra tid til anden henvist til den såkaldte "statsminister-effekt", altså at den til enhver tid siddende statsminister - alene i kraft af vedkommendes position - som oftest formår at trække sig selv og sit politiske parti helt frem i første række. Det er både sandt og alligevel ikke helt sandt for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). I hvert fald viser en slags popularitets-måling blandt landets ministre, at "lillebror" i regeringssamarbejdet, De Konservative, er endog særdeles godt med ved at have ikke færre end tre af tidens fem mest populære ministre, nemlig udenrigsminister Per Stig Møller på førstepladsen, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen på tredjepladsen og klimaminister Connie Hedegaard på fjerdepladsen. Hvad der imidlertid må bekymre Anders Fogh Rasmussen (på femtepladsen) mest kan ikke være, at forsvarsminister Søren Gade er partiets Venstres mest populære minister for tiden i kraft af sin andenplads, men at Gade i den grad har distanceret sig fra partiets egen kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, der befinder sig på en niendeplads. Med kun halvt så mange adspurgte som hos Gade til at svare, at han har klaret sig "godt" eller "meget godt". Uanset hvad man i øvrigt måtte lægge i den slags popularitetsmålinger, der vel også siger en del om, hvor god den enkelte minister er til at kommunikere med vælgerne, må den fornemme plads til Søren Gade give anledning til en vis form for efterrationalisering i et parti, der har sat sig meget ind på at få kørt Lars Løkke Rasmussen i stilling som afløser for Anders Fogh Rasmussen, når det en dag kommer på tale. Såvel statsminister som regering kan naturligvis også vælge at pege på, at popularitet aldrig kan være det vigtigste for en minister, og at politikere også er nødt til at træffe upopulære beslutninger og komme med upopulære udtalelser. Med hvad dét koster af færre krydser i rubrikkerne "godt" eller "meget godt".