Pornografi

Porno forvrænger de unges kønsliv

Ingen unge forbliver upåvirkede, siger læge

AALBORG:Udbredelsen af pornografi overalt er et kæmpeproblem, uanset om unge lader sig anspore af hardcore pornofilm og kaster sig ud i ekstrem sex eller lader være, fordi de godt ved, at gruppesex og sex med dyr ikke er en naturlig del af et sexliv. Ingen unge forbliver nemlig upåvirkede, siger børne- og ungelæge Vibeke Mannicke, der i disse år oplever en stærk polarisering af de unge. Der er de seje tøser, de stakkels piger, som bliver voldført af de hårde pornofilm, fordi de ikke bliver imødegået af forældre og skole og informeret om realistisk sex. Og så er der de unge, der har et mere nuanceret billede af, hvad sex er, men som alle, i en eller anden grad, lader sig påvirke. For nogles vedkommende så meget, at det går hårdt ud over selvværdet med præstationsangst som en naturlig følge. Det kommer derfor ikke bag på Vibeke Mannicke, at der er uoverensstemmelse mellem, hvad unge nordjyder tror, andre gør, og hvad de selv gør. Men at tro, at det viser, at de unge er upåvirkede af pornoficeringen i det offentlige rum, herunder mediernes omtale af gruppevoldtægter og anale samlejer, er helt forkert, påpeger Vibeke Mannicke og henviser til amerikanske undersøgelser og oplevelser, hun selv har haft med unge. - Det er et kæmpeproblem, at du ikke kan vælge fra i dag. Ikke engang små børn i 1. klasse kan. De har tv på værelset og zapper lige ind i den hårde porno, anklager Vibeke Mannicke og påpeger, at forældre ikke er gode til at informere unge om sex. - Forældre i dag tror, at de unge ved alt, fordi de allerede som børn bruger ord, de har hentet i pornofilm. - Men børnene er jo misinformerede. Det er derfor mere end nogensinde vigtigt, at forældrene giver de unge ordentlig information, fastslår Vibeke Mannicke.