Pornofrit Miljø kritiserer TDC

KØBENHAVN:Telefongiganten TDC hykler, når selskabet på én og samme tid støtter humanitære organisationer som Red Barnet og Børns Vilkår og nu vil tilbyde kunderne porno via mobiltelefonen. Det mener Lone Skov Al Awssi, formand for foreningen Pornofrit Miljø. - Her ser vi et tydeligt og uklædeligt sammenstød mellem kommercialisme og ønsket om et humanitært image. Vi beklager, at TDC åbenbart kun overfladisk er interesseret i at beskytte børns opvækst, siger Lone Skov Al Awssi. Alle mobilkunder med abonnement hos TDC vil fra 2005 kunne se erotik og porno i tre kategorier: Kategori 1, som svarer til side 9-pigen i Ekstra Bladet. Kategori 2, som er mennesker, der kæler med hinanden, og Kategori 3, som viser samleje. TDC's markedsdirektør, Henrik Nørgaard, har forsvaret det ny forretningsinitiativ med, at pornoen allerede er markant til stede i det offentlige rum. Men det er for slapt, mener Pornofrit Miljø. - Selv om der kan købes pornografi i kiosker, og selv om internettet flyder over med pornografi, er det ikke ensbetydende med, at TDC også er forpligtet til at skaffe kunderne porno, siger formanden. Hun peger på, at alle de benzinselskaber, der driver kioskvirksomhed i Danmark - undtagen DK Benzin - har indgået bindende aftaler om ikke at udstille pornografi synligt i deres kiosker. Porno på mobiltelefoner vil føre til, at børn i langt højere grad udsættes for seksuelle overgreb, da det er et retsligt overgreb, at voksne ser porno sammen med et mindreårigt barn, mener foreningen. Den finder det også bekymrende, at porno vil kunne downloades til en mobiltelefon blot ved, at der sendes en sms til en udbyder. - Forældrene har ikke en chance for at kontrollere alle sms-numre på regningen, og derfor får børn mulighed for at se pornofilm uden at have adgang til forældrenes kundenummer, anfører Lone Skov Al Awssi. Hun betegner det som dårlig markedsføring, at kunderne skal melde fra over for TDC, hvis de ikke ønsker adgang til porno. Der bør tværtimod være tale om et aktivt tilvalg, mener Pornofrit Miljø. /ritzau/