Naturkatastrofer

Port-au-Prince: Rystet til uigenkendelighed

Nordjyden Anne Poulsen havde forberedt sig grundigt, inden hun skulle se ødelæggelserne i Haiti i øjnene. Alligevel var hun slet ikke parat til det, der ventede hende

PORT-AU-PRINCE:Huse, skoler, forretninger, kirker og hoteller langs vejsiden lå i ruiner. I rabatten lå sovende mennesker og i vejgrøfterne livløse kroppe. Da Anne Poulsen for nylig kørte ind i Port-au-Prince havde hun svært ved at genkende den haitianske hovedstad, som hun ellers kender ind og ud som var det fødebyen Nørresundby. Den 47-årige nordjyde har arbejdet i og med Haiti siden 2004, og selvom hun var indstillet på, at alt ville være forandret, var hun slet ikke parat til det grufulde syn, der skulle møde hende. - Jeg havde forsøgt at forberede mig så godt som muligt og havde suget alle de nyheder og informationer til mig, jeg overhovedet kunne gennem aviser, radio, tv og internet. Alligevel var jeg på ingen måde forberedt på det, der ventede mig. Det har været så grusomt at gense steder, som jeg kender så godt, og jeg tror slet ikke, at jeg endnu forstår omfanget af denne katastrofe, fortæller Anne over Skype fra et lille kontor i Port-au-Prince. Anne er sendt til Haiti for organisationen International Media Support for at hjælpe nationens medier med at komme på fode, men de første dage er gået med at se katastrofen i øjnene. Der ligger stadig lig langs vejene og på hver eneste lille ledige kvadratcentimeter – i rabatter, langs vejkanten, på pladser og torve, har folk slået sig ned i interimistiske lejre og bor under primitive telte lavet af lagener spændt ud over to pinde. Overalt er der fyldt med mennesker, som har mistet deres hjem, eller som har valgt at sove i det fri af frygt for at blive begravet under de skrøbelige huse i et efterskælv. - Stemningen overalt i Port-au-Prince er blandet af på den ene side ufattelig lettelse og glæde over at have overlevet jordskælvet og på den anden side dyb sorg over alle dem, som ikke klarede den. Der findes næppe nogen, der ikke er berørte af denne tragedie – næsten alle har mistet familiemedlemmer, venner eller naboer. Håb i håbløsheden Indtil videre frygter man, at tabstallet overstiger 200.000, men ingen har overblik over katastrofens virkelige omfang. For Haiti er ikke et land i Europa med en effektiv ordensmagt eller ressourcer til genopbygning. Landet er det fattigste på den nordlige halvkugle mærket af en blodig kolonihistorie og adskillige militærkup. - De seneste fire – fem år havde dog skabt grobund for en vist sikkerhed og stabilitet i Haiti og haitianerne var netop begyndt at kunne se en lille smule lys for enden af tunnelen. Nu bliver de så endnu engang sendt så eftertrykkeligt i gulvet. For gud ved hvilken gang. Og det gør dette jordskælv helt uudholdeligt. I ruinerne går folk stadig rundt og leder efter savnede, der på mirakuløst skulle være i live eller efter stofstykker eller andre genstande, der kan give dem lidt skygge eller skabe en mere behagelig soveplads i deres nye hjem langs en vejside eller på en åben plads. Ved den amerikanske ambassade er der kilometerlange køer af mennesker, der håber på et visum, selvom sandsynligheden er minimal. For Anne er der heldigvis små lyspunkter i mørket: - Midt i alle tragedierne og ulykkerne er der en ufattelig stor medmenneskelighed og solidaritet og tusindvis af mennesker, der gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe hinanden. Når man køre langs gaderne ser man folk, der graver i murbrokkerne side om side. Også arbejdet holder Anne oppe. Sammen med et internationalt team skal hun finde ud af, hvad de haitianske journalister har brug for, for at bygge aviser, radioer og fjernsynsstationer op igen og sikre at information kommer ud til borgerne i landet, hvor der nu hersker kaos. Indtil videre har Anne og en kollega indrettet et primitivt kontor. Hun overnatter hos en engelsk veninde, men selvom hun bor i et hus og ikke i et skrøbeligt boligkompleks, lader hun skoene stå ved fordøren, som aldrig bliver låst. Så kan man komme hurtigt ud igen, hvis jorden skulle begynde at ryste igen.